Slutspurt bringer Netto i mål på nye butikker
15 helt nye Netto'er, omkring 20 flytninger og ombygninger - og ca. 20 større renoveringer.
Til sammen lovede Netto og ejeren Dansk Supermarked først på året over 50 "nye" butikker i landets største discountkæde i år, og her to måneder før årsskiftet melder Dansk Supermarked, at målet bliver nået.
- Det er gået helt efter den plan, vi meldte ud tidligere på året. Midt i december når vi det mål, vi satte. Faktisk har vi syv nyåbninger mere, inden året er omme, så der er fuldt drøn på de næste måneder, fortæller Mads Hvitved Grand, som er kommunikationsdirektør i Dansk Supermarked.
Senest har Netto åbnet en butik på 851 kvm. i det spritnye center BIG i Herlev.
Landets største discountkæde oplevede en betydelig vækst det første år efter fjernelsen af lukkeloven sidst i 2012, men sidste år mistede Netto terræn i takt med, at flertallet af discount-konkurrenterne åbnede nye butikker.
Nærmer sig 500 butikker
Det fik Dansk Supermarked til at varsle en væsentligt højere aktivitet på nye butikker i år.
Hvor meget den nye ekspansion har gavnet kædens markedsandele, vil Dansk Supermarked dog ikke ud med - lige som der ikke er nogen oplysninger om, hvorvidt Netto vil holde ekspansionstempoet oppe i de kommende år.
Kæden nærmer sig så småt en milepæl på 500 butikker - et antal som var helt utænkeligt herhjemme før finanskrisen.
Aktuelt er der ifølge kædens hjemmeside 459 Netto'er - et tal som altså vil vokse inden årets udgang. 45 små DøgnNetto'er er talt med, men netop DøgnNetto har måttet afgive en håndfuld københavnske butikker til det højprofilerede søster-koncept Føtex Food.
Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk
Arkivfoto: Claus Sjödin