Sallings topchef venter BR-boost nær milliarden

Salling Group 13. sep 2019 -
This describes the image
Salling Group Fætter BR boost bedre økonomi Foto: Salling Group
Skrevet af: Søren Tougaard

Sidste år havde Salling Group en rekordomsætning nær 60 mia. kr. Så stor bliver omsætningen næppe i år.

Alene sommerens frasalg af underskudsforretningen Netto Sverige til Coop-selskabet CBS "koster" ca. halvdelen af kædens årsomsætning, svarende til ca. 1,7 mia. kr.

Til gengæld kan Salling Group og topchef Per Bank glæde sig over, at en stor bid af den tabte årsomsætning i Sverige hentes hjem via det pludselige opkøb i Top-Toy-konkursboet tilbage i januar i år.

Hvor stor en omsætning Salling Group i alt forventer sig af BR-forretningen, får man et indblik i et bilag i en HD-afhandling om Salling Groups vækststrategi og værdiansættelse forfattet i maj i år.

Her spørger forfatteren Dennis Schrøder Calundan topchef Per Bank, hvor stor en andel af Top-Toy's samlede omsætning, Salling Group kan hente?

"Top-Toys havde lige under en milliard i salg i Danmark, så med 50 butikker mindre men med andre synergier, så kan du vel gætte, at det er lidt under en milliard", skriver Per Bank i et svar tilbage til Dennis Schrøder Calundan.

Tvivl om fysiske butikker

Tilbage i januar lød de første meldinger fra Salling Group, at man blot var interesseret i at overtage Top-Toy's danske varelager samt rettighederne til at anvende BR-brandet i Danmark.

Efter lidt betænkningstid annoncerede Per Bank dog, at Salling Group også ville åbne 25 fysiske BR-butikker i hele landet, foruden at opkøbet ville styrke legetøjssortimentet i Bilka og Føtex.

Efter individuelle forhandlinger med udlejere har Salling Group i alt åbnet 26 BR-butikker rundt om i landet fra den første åbning den 25. marts til den seneste åbning 10. maj samt en webshop.

Top-Toy havde frem mod konkursen en samlet omsætning i Norden og Tyskland på 2,7 mia. kr. i 2017/18, hvoraf ca. 36 pct. af omsætningen blev hentet i Danmark.

Herhjemme drev Top-Toy omkring 90 af selskabets i alt 226 BR-butikker og 72 Toys'R'US.

Dansk Handelsblad har forgæves prøvet at få en kommentar fra Salling Group. Vi vil blandt andet gerne have spurgt, om overtagelsen af BR også har styrket legetøjssalget i Bilka.

Opdateret 10. nov 2020