Salling på vej med kæmpe private label-serie under eget brand
Budget, Levevis, Vores og Princip er alle eksempler på private label-brands, som kunderne finder i Salling Groups kæder Føtex, Netto og Bilka.
Og Danmarks største dagligvarekoncern fortsætter satsningen af egne mærker.
Næste år lancerer Salling Group nemlig en ny serie under mærket "Salling", som efter planen kommer til at bestå af 6.000 produkter og som binder produkterne sammen med Sallings Groups eget corporate brand.
Det fortæller Private Label Brand Manager i Salling Group, Louise Sloth Vinding, i et opslag på Linkedin, hvor hun samtidig skriver, at hun har valgt at opsige sin stilling efter seks år i virksomheden.
- Mit sidste gyldne punktum i Salling Group bliver således en ny private label masterbrand strategi ved navn "Salling", som lanceres næste år, og som kommer til at sætte en ny agenda for private labels, skabe præference og link til gruppen. Jeg ser frem til at se de 6000 produkter på hylderne og lanceringen af Danmarks største dagligvarebrand!, skriver hun i opslaget.
Ingen kommentarer fra Salling Group
Om det nye mærke under Salling-navnet betyder et farvel til andre af koncernens private label-serier, ønsker Salling Group ikke at kommentere på på nuværende tidspunkt.
"Den planlagte lancering er først til næste år, og der kan ske meget med det inden da. Derfor forbeholdet for medvirken lige nu", skriver Kasper Reggelsen, presseansvarlig i Salling Group, i en mail til Dansk Handelsblad.
Det er lidt over et år siden, at Dansk Supermarked skiftede navn til Salling Group. Dels for at henvise til Salling Fondene, der ejer koncernen, dels til grundlæggeren Ferdinand og sønnen Herman Salling, som udviklede koncernen til en milliardforretning.
Udover Føtex, Netto og Bilka tæller Salling Group også stormagasinet Salling, hvor kunderne i højprofilsupermarkedet Salling Super i mange år har kunnet købe Salling Kaffe.
Sidste gang, organisationen Private Label Manufactures Association (PLMA) offentliggjorde den danske private label-andel, var for to år siden.
Dengang udgjorde private label-andelen i værdi 26,6 pct., svarende til mere end hver fjerde omsætningskrone i dagligvarehandlen. Målt i volumen lå private label-andelen endnu højere, nemlig 32,6 pct. eller godt hver tredje solgte varer.