Salling Groups første IT-konsulent runder 40 år i virksomheden 

Salling Group 28. nov 2023 -
This describes the image
1. december kipper flagene i Salling Group, når Frank Verner kan fejre 40-års jubilæum som IT-konsulent. Foto: Salling Group
  • Frank Verner kan fejre 40-års jubilæum som IT-konsulent. Han er stadig nysgerrig på sit fag

Da Frank Verner trådte ind ad døren i Salling Group for 40 år siden, var tiden en ganske anden for en ung, fremadstormende IT-konsulent (EDB-konsulent red.). Den 1. december kan han fejre sit jubilæum i en virksomhed, der er blevet forvandlet til en pæn købmandsforretning under navnet Dansk Supermarked til Danmarks størst dagligvarekoncern Salling Group med butikker i både Polen og Tyskland.

Det var dengang, der var hulledamer med hulkort, og IT-konsulentfunktionen var ny opstartet. Der var én telefon til deling, og skærmterminalerne kunne kun tage imod beskedne kommandoer - alt sammen i et af lokalerne bag i Salling i Fiskergade.

Frank Verner skulle her som Salling Groups første IT-konsulent blandt andet overbevise de ældre varehuschefer og indkøbere om, hvorfor det der med computere, EDB-systemer og sådan noget gejl, var smart.

- Det var ikke altid lige let, og nogle følte sig da også stødt på manchetterne af, at der kom en ung ”fløs”, der skulle lære dem noget, og det fik jeg virkelig også at vide, siger Frank Verner, der i dag fortsat er IT-konsulent, hvor han primært arbejder med leverandørdata.

Det slog imidlertid ikke Frank Verner ud, heller ikke selv om jobbet som IT-konsulent dengang kunne byde på nogle lidt mere aparte opgaver.

- Jeg er f.eks. blevet bedt om at hente et tonstungt pengeskab på Sjælland i vores gamle VW Jetta, og jeg har også loddet printere og monteret flere skærme, siger Frank Verner.

Samme passion

Selvom IT i dag er en uundværlig del af både Salling Group og samfundet i al almindelighed, er det faktisk det samme, han er passioneret omkring. 

- Jeg har altid brændt for at lære folk at bruge de systemer, vi har udviklet, og modellere det, så det er let, forståeligt og meget gerne helt intuitivt for slutbrugeren. Det var det, jeg brændte for dengang og stadig gør i dag, siger han.

Han har også stort set været rundt i næsten alle applikationsområder i Salling Groups IT afdeling. For Frank Verner har det hele tiden været vigtigt at blive ved med at udfordre sig selv og lære nyt.

- Det startede jo som en tidlig interesse for IT, og derfor har jeg hele tiden været interesseret i at prøve nye ting. Ellers ville jeg simpelthen begynde at kede mig, siger han.

Ned til mindste detalje

Frank Verner har det også med at teste systemer ned til mindste detalje, og det er blandt andet noget af det, afdelingschef Lars Jepsen sætter stor pris på. 

Han har desuden kun lovord og ros at sige om sin medarbejder, og han beskriver også, hvordan de begyndte at finde fejl i en tidligere afdeling, fordi Frank Verner ikke var der længere.

- Det er en gave at have Frank i afdelingen. Han er enormt omhyggelig, går altid en ekstra mil for at få en løsning helt på plads, og hvis noget har været forbi Frank, så finder du ikke fejl i det. Han er en mester i at nørde i detaljen, siger Lars Jepsen.

Armbøjninger under bordet

Frank Verner har altid elsket sit arbejde, og hvis han havde fordybet sig godt og grundigt i et problem kunne klokken i starten af 00’erne pludselig godt runde de sene aftentimer, og arbejdsdagen lød i en periode på 12-14 timer om dagen.

- Jeg kan have svært ved at slippe det, hvis mit team er midt i en kreativ proces, siger Frank Verner.

- Derfor skylder jeg også en kæmpestor tak til min hustru, som har givet mig lov til at kunne gøre et arbejde færdigt, ved at tage sig af meget af det derhjemme, fortsætter han.

Men de mange stillesiddende timer på en kontorstol begyndte at tære på kroppen, og en diskusprolaps fik Frank Verner til at indføre en vane for sig selv og senere for sine kollegaer, som dog i starten fandt den en smule besynderlig.

- For 10 år siden begyndte jeg at tage armbøjninger under mit skrivebord, når jeg lige havde brug for at røre mig. Dengang var vi kun et par stykker, og nu er vi en stor gruppe på omtrent 20, der lige får rørt os to gange om dagen, lyder det.

Og så er han også blevet bedre med årene til at gå hjem til tiden.

Frank Verner bliver, som traditionen foreskriver, fejret med flaggang på Salling Groups hovedkontor, og så skal hele familien med børn og børnebørn i et stort sommerhus, så jubilæumsfejringen kan fortsætte.


 

Opdateret 28. nov 2023