Salling Group vil sprede Black Friday-tilbud
Mens shoppingdagen Black Friday er en begivenhed, som får ganske lidt opmærksomhed i dagligvarekæderne, er sagen en ganske anden i de store varehuskæder, der har et stort udvalg af nonfood.
I Salling Groups hypermarkedskæde Bilka er den amerikanske shoppingdag i de senere år blevet et stort tilløbsstykke, ligesom det er tilfældet i de to Salling Stormagasiner.
Derfor har detailkoncernen - modsat discountkæden Rema 1000 - ikke tænkt sig at opgive Black Friday den 27. november på grund af coronasituationen.
I stedet vil Salling Group fordele tilbuddene ud på flere dage for at sikre, at butikkerne ikke bliver løbet over ende.
- Vi aflyser ikke Black Friday, men vi spreder tilbuddene ud over flere dage, så alle oven i vores gode tilbud også får en god og sikker indkøbsoplevelse. I Salling Group prioriterer vi altid sikkerheden højt. Og samtidig ved vi, at mange foretrækker at gøre deres Black Friday-indkøb hjemme fra computeren, og her er vi bestemt også klar med ekstraordinære gode Black Friday, siger Salling Groups pressechef Kasper Reggelsen.
Ingen tilbud i Coop
Han oplyser, at Netto heller ikke i år vil holde Black Friday, ligesom det er tilfældet for langt størstedelen af de hjemlige dagligvarekæder.
- Netto droppede iøvrigt også Black Friday i 2019 og 2018. Faktisk har næsten alle discountkæder både sidste år og årene før kun haft ganske få eller slet ingen Black Friday tilbud, for Black Friday er ikke særligt relevant for en discountbutik, lyder det fra Netto-direktør Michael Løve i en kommentar på Linkedin.
Det samme billede ser man også hos Coop, der tæller Kvickly, SuperBrugsen, Fakta, Irma og Dagli'Brugsen.
- Vi har heller ikke i år planlagt Black Friday-kampagner i vores kæder, oplyser Coop Danmarks informationsdirektør Jens Juul Nielsen.