Salling Group vil have flere kvinder til at gå ledelsesvejen

Salling Group 6. sep 2023 -
This describes the image
Arkivfoto: Flemming Effersøe
  • Danmarks største detailkoncern har tilsluttet sig organisationen Above & Beyond diversitetsråd, som topchef Anders Hagh forventer vil accelerere processen henimod flere kvinder i de øverste ledelseslag. 

Skrevet af: Søren Tougaard

Lige som det er tilfældet hos andre dagligvarekonkurrenter og danske koncerner er kvinder underrepræsenteret på de øverste ledelsesposter i Salling Group. Det vil topchef Anders Hagh rette op på.

Derfor har Salling Group tilsluttet sig organisationen Above & Beyond, hvor virksomheder og organisationer forpligter sig til at styrke diversitets- , ligestillings- og inklusionsindsatsen.

Her indtræder Anders Hagh i Above & Beyonds Diversity Council, mens HR-direktør Louise Gade bliver en del af Above & Beyonds HR-netværk. Og Salling Groups topchef forventer, at samarbejdet kan skubbe på, så flere kvinder bliver ledere i organisationen.   

- I Salling Group har vi en stærk ambition om at flere kvinder går ledelsesvejen, og vi arbejder konkret hen imod en målsætning om, at 40 pct. af ledelsesposterne på alle niveauer er besat af kvindelige ledere. Derudover arbejder vi løbende på en række andre initiativer indenfor diversitet og inklusion, hvor vi også ser frem til at spille bold med de øvrige medlemmer, siger Anders Hagh.

Kortlægger barrierer 

Til at understøtte målsætningen om flere kvinder i de øverste ledelseslag er Salling Group i gang med at kortlægge kønsspecifikke barrierer på de forskellige lederniveauer.

Kortlægningen skal bruges som afsæt for indsatser, der skal være med til at rette op på ubalancen i forhold til det underrepræsenterede køn.

Som en del af samarbejdet med Above & Beyond vil Salling Groups tre kæder Netto, Føtex og Bilka sende en række kvindelige ledertalenter gennem Above & Beyonds særlige Fast Track for Emerging Female Managers-program, der forbereder unge talenter til deres første store lederrolle.

 

Fakta om The Diversity Council

Above & Beyond Group står bag The Diversity Council, som er en tværindustriel strategisk alliance for store virksomheder og organisationer, der forpligter sig til at styrke diversitets- og inklusionsindsatsen i egne virksomheder og i samfundet som helhed. Alliancen er forbeholdt topchefer og HR-chefer, som ønsker at videndele og lære af hinandens succeser og udfordringer i et fortroligt forum, samtidig med at de sikrer en stærk kollektiv stemme i den offentlige debat. Medlemmer AP Pension, Board Network, Coloplast, Danmarks Nationalbank, Dansk Erhverv, Gorrissen Federspiel, Headspring, Hempel, Hewlett Packard Enterprise, ISS, KPMG, Maersk, McKinsey & Company, Ministry of Foreign Affairs of Denmark, Nilfisk, NKT, PwC, Rambøll, SAP, Tryg, Vestas og WSAudiology.

Opdateret 6. sep 2023