Salling Group: Tobakstiltag er ikke et PR-stunt
Sommeren var knap nok gået i gang, da Rema 1000 i slutningen af juni meldte ud, at der fra årsskiftet ikke længere vil være synlig tobak på hylderne i kædens butikker.
I løbet af få timer bredte nyheden sig som en steppebrand, og Salling Group kaprede dagsordenen ved at love, at smøgerne var væk i hele kæden 1. oktober.
I Netto allerede fra midten af juli.
Handler om folkesundhed
Tilgangen til kædernes frivillige initiativer om at fjerne synlig tobak fra butikker falder adm. direktør i Coop Danmark, Peter Høgsted, en smule for brystet.
- Det må ikke blive et eller andet PR-trick i forhold til, hvem der er hurtigst. Det er meget mere alvorligt end som så, siger han.
Læs også: Her er en sag hvor politikerne også må bidrage!
Coop er selv undervejs med en løsning for at gemme tobakken væk.
Peter Høgsted efterlyser derfor, at politikerne laver en rammeaftale, så der er ens vilkår for alle – så salget af tobak ikke i stedet flyttes over til mindre salgssteder.
”Hvad med Coop?”
Jonas Schrøder, ansvarlighedsdirektør i Salling Group, afviser, at der er tale om at score billige point, når Salling Group vælger at gemme tobakken på det danske hjemmemarked, men ikke i de udenlandske butikker.
- Det er fuldstændigt korrekt, at vi som de første herhjemme har gemt tobakken væk i Netto, Føtex, Bilka og Salling. Vi er på den måde begyndt på det marked, hvor vi har så langt den største markedsandel og gennemslagskraft. At lægge for på et mindre marked ville være langt mindre effektfuldt i forhold til virkelig at flytte noget på nationalt plan – det svarer jo til, at Coop gemmer cigaretter i Irma, hvilket ville være helt uden reel betydning og blot symbolpolitik, siger han og opfordrer i stedet Peter Høgsted til at se nærmere på sin egen koncern:
- Så det egentlige spørgsmål her er: Hvornår har Peter Høgsted tænkt sig at gøre noget i LokalBrugsen, Dagli’Brugsen, SuperBrugsen, Kvickly og Fakta; altså der, hvor der rent faktisk er unge kunder og et tobakssalg af betydning?
Adm. direktør for Reitan Convenience Danmark, Jesper Østergaard, står for landets 7-Eleven-butikker. Han ønsker på nuværende tidspunkt ikke at kommentere Høgsteds udtalelser.