Salling Group tester teknologi til øget holdbarhed på frugt og grønt
En helt ny teknologi i form af en usynlig, spiselig plante-belægning, der beskytter den enkelte fødevare, skal nu afprøves.
Målet er at forlænge holdbarheden på frugt og grønt og dermed nedsætte mængden af mad, der ender i skraldespanden.
Hinden, der påføres produkterne, er fremstillet af plantebaserede ingredienser, der findes i skræller, frø og frugtkød i alle de frugter og grøntsager, vi allerede spiser. Hinden er spiselig, usynlig, ufarlig og tilføres produkterne på samlebåndet.
Salling Group skal som den første i Danmark - og sammen med Asda i England og Edeka i Tyskland teste den nye teknologi, der kan forlænge holdbarheden op til halvanden gang.
– Madspild er en udfordring, som medfører en stor belastning for miljøet, og der er ingen tvivl om, at særligt frugt og grønt er en udfordring for både os som detailvirksomhed og hjemme i de danske husholdninger. Vi smider simpelthen for meget ud. Men hvis vi kan lykkedes med at forlænge kvaliteten, modstandsdygtigheden og ikke mindst holdbarheden, kan vi gøre en stor forskel for miljøet og medvirke til et langt mindre madspild i hele værdikæden, siger Stephan Bruhn, der er indkøbsdirektør for frugt og grønt i Salling Group.
Teknologien er udviklet af den californiske virksomhed Apeel, og som en begyndelse tester Salling Group og Apeel teknologien på avocadoer. Men hensigten er, at konceptet over tid skal bruges på en lang række frugt og grønt, hvis resultaterne og tilbagemeldingerne fra kunderne er gode.