Salling Group snuser til 60 milliarder i omsætning

Salling Group 10. maj 2019 -
This describes the image
Salling Group fyringer Foto: Salling Group
Skrevet af: Søren Tougaard

Ledelsen i Salling Group forventede selv et lavere overskud som følge af koncernens prisprogram i varehuskæden Føtex, der har sænket priserne på 3000 dagligvarer.

Og Danmarks største dagligvarekoncern kom da også ud med et overskud i 2018, der var mindre end sidste års bundlinje på ca. 1,7 mia. kr. I alt lød overskuddet på ca. 1,4 mia. kr.

Derimod kunne Salling Group præsentere en ny omsætningsrekord på 59,4 mia. kr. mod ca. 58,5 mia. kr. sidste år. Salling Group peger på, at omsætningsvæksten er den højeste i koncernen de seneste fem år.

En del af forklaringen på Sallings Groups fremgang skal findes i overtagelsen af Kvickly Randers, som åbnede som Bilka i august sidste år.

Den største del af forklaringen skyldtes dog transformationen af de mange tidligere Kiwi-butikker, som har medført, at Netto rundede mere end 500 butikker i Danmark sidste år.

Salling Group beretter ikke om resultatet og omsætning på de enkelte kæder, men salgsudviklingen har været positiv over hele linjen hos både Netto, Bilka, Føtex, Wupti og Salling Stormagasiner. Vækst i volumen i Føtex opvejer dog endnu ikke helt nedgangen i indtjeningen som en direkte følge af kædens prisprogram "Føtæsk".

Turbo på nyt Netto-koncept

EBIT-resultatet landede på lige knap 2,1 mia. kr., mens det sidste år lød på ca. 2,5 mia. kr. og var påvirket positivt af ekstraordinære indtægter fra salget af Næstved Storcenter.

Ifølge Salling Group viser koncernen med et EBIT-resultat på over 2 mia. kr. stabilitet på et marked, der er kendetegnet ved en meget lav indtjeningsgrad.

- Vi er tilfredse med 2018, hvor alle vores kæder på nær Netto Sverige har bidraget fornuftigt. Netto Danmark leverer sit bedste år nogensinde, og det baner vej for, at vi i 2019 for alvor kan sætte turbo på udrulningen af vores nye Netto-koncept, hvor butikkerne er indrettet mere imødekommende, funktionelt og med endnu større fokus på frugt og grønt samt økologi. En opgradering, som kunderne allerede har taget godt i mod, siger adm. direktør Per Bank i en kommentar til årsregnskabet.

Salling Group planlægger at investere mere end 1 mia. kr. i udrulningen af det nye Netto 3.0 koncept.

Mens både Netto i Tyskland og Polen leverede tilfredsstillende resultater, skuffede Netto Sverige.

Derfor har Salling Group netop frasolgt Netto Sveriges 163 butikker til Coop Butiker & Stormarknader, der er en del af Coop Sverige og som i forvejen driver 240 butikker i hjemlandet.

Ifølge Salling Group vil frasalget øge investeringskraften i Danmark, Tyskland og Polen.

Uddeler 176 mio. kr.

Som fondsejet virksomhed er det Sallings Groups erklærede mål, at koncernens overskud dels investeres i forretningen, dels gives tilbage til samfundet igennem Salling Fondenes donationer.

Sidste år uddelte Salling Fondene i alt 176 mio. kr. til flere velgørende og kulturelle formål.

Blandt andet støtter Salling Group de danske OL-atleters forberedelser til OL i Tokyo næste år via millionstøtte til Team Danmark.

Salling Group er dog også blevet kritiseret for, at langt størsteparten af koncernens årlige milliondonationer til samfund- og kulturprojekter er koncentreret omkring hjembyen Aarhus, hvor koncernen har hovedsæde og Ferdinand Salling i sin tid grundlagde de første byggesten til Danmarks største detailkoncern.

Sidste år søsatte Salling Fondene et nyt initiativ, hvor man i stedet støtter en række lokale projekter gennem Føtex-varehusene. I 2018 blev der givet støtte til 11 projekter for samlet ca. 2,5 mio. kr., og donationerne er forsat i 2019.

- Som en 100 pct. fondsejet virksomhed går alt, hvad vi tjener, enten tilbage i forretningen og udmøntes i bedre priser, større udvalg og moderniserede butikker - eller uddeles via Salling Fondene til almennyttige formål i samfundet, der forbedrer hverdagen for os alle, siger Per Bank.

 

Opdateret 10. nov 2020