Salling Group sætter ind for at fremme medarbejdernes mentale sundhed
-
Med flere initiativer vil koncernen øge den mentale sundhed blandt sine 44.000 medarbejdere i Danmark.
Mange danskere slås med udfordringer med den mentale sundhed som f.eks. stress og angst.
Blandt de unge i alderen 16-24 år har hver tredje kvinde og hver femte mand et dårligt mentalt helbred, mens op mod halvdelen af de erhvervsaktive lider af søvnbesvær. Det påvirker også hverdagen i Danmarks største detailkoncern Salling Group.
Derfor sætter virksomheden nu øget fokus på den mentale sundhed. Det sker gennem et nyt, omfattende sundhedsprogram, som ganske enkelt kaldes "Mental Sundhed".
Programmet består blandt andet af webinarer for ledere, mentaltræningsprogrammer på Salling Groups interne uddannelser for både elever og ledere samt en virtuel værktøjskasse med konkrete tiltag, som er tilgængelige for alle medarbejdere og fremmer den mentale sundhed på tværs af hele organisationen. Det fortæller Louise Gade, Executive Vice President, People, Culture,& Sustainability i Salling Group.
- Som repræsentant for en af Danmarks største arbejdspladser for unge giver det anledning til meget dyb bekymring, når tallene om danskernes mentale sundhed stadig går i den forkerte retning. Og særligt når vi i hverdagen oplever flere og flere unge medarbejdere være mentalt udfordret, siger Louise Gade, der peger på, at "Mental Sundhed" derfor netop er mere end blot en værktøjskasse.
- Det er den hverdag vores ledere og medarbejdere oplever. En hverdag, hvor ledere skal bruge mere og mere fokus på at bidrage til at især vores dygtige unge medarbejdere trives både som menneske og som kollega, siger Louise Gade og tilføjer, at det er afgørende, at mental sundhed bliver aftabuiseret, og at der kommer mere fokus på forebyggelse.
En leder, som tydeligt mærker vigtigheden af den mentale sundhed på arbejdspladsen, er Dea Tjørnild, der er service- og personalechef i Føtex i Aarhus-bydelen Holme.
For Dea Tjørnild handler mental sundhed også om at se mennesket bag medarbejderen og forstå de behov, som eventuelle mentale udfordringer måtte medføre
- Jeg har selv været igennem nogle ting og ved, hvor vigtigt det er, at vi passer på vores medarbejdere – og særligt de unge. De ved, at de altid kan komme til mig og trygt kan tale om, hvordan de har det. Arbejdet med mental sundhed handler nemlig rigtig meget om, at vi lytter til hinanden – det behøver ikke at være særlig kompliceret, men det er vigtigt, at vi passer på hinanden som kollegaer – ligesom vi gør med vores venner og familie.
Første sundhedspartner
Salling Groups nye sundhedsprogram bygger på de forskningsbaserede og anerkendte programmer "ABC for mental sundhed", "OmTanke" samt "Hjernesmart ledelse" og "Hjernesmart kollegaskab", som bidrager med konkrete redskaber til både ledere og medarbejdere.
Centralt står den forskningsbaserede indsats "ABC for mental sundhed", som er organisationens forståelses- og arbejdsramme for mental sundhed.
I forbindelse med Salling Groups indsats for at fremme medarbejdernes mentale sundhed indgår virksomheden, som den første i landet, et officielt partnerskab med "ABC for mental sundhed".
- I ABC for mental sundhed arbejder vi med at flytte fokus fra, at det alene er den enkeltes ansvar at sikre sin mentale sundhed. Omgivelserne har en stor betydning. I den forbindelse kan arbejdspladsen spille en vigtig rolle i forhold til at sikre, at der er nogle gode rammer og strukturer, som er med til at fremme medarbejdernes mentale sundhed. Det kan for eksempel være ved at skabe en kultur, hvor man siger godmorgen og farvel til hinanden, spiser frokost sammen og sikrer en god velkomst for nye medarbejdere. Mental sundhed er et fælles ansvar og noget, vi skaber sammen, fortæller Charlotte Meilstrup, som er forsker i mental sundhedsfremme og projektchef for "ABC for mental sundhed" på Københavns Universitet.
Værktøjer for elever og ledere
På koncernens egne elevuddannelser sættes mental sundhed på dagsordenen gennem Omtanke-programmet. Her får eleverne introduktion til programmet og arbejdet med både gode tanker, svære tanker og øvelsen i at stille tankevækkende spørgsmål.
Salling Group klæder desuden koncernens mange dygtige ledere på til at kunne understøtte den mentale sundhed ved at have fokus på, hvad der skaber god trivsel i teamet, hvordan man giver og modtager løbende feedback, skaber psykologisk tryghed, aftabuiserer mental sundhed og viser, at det er okay at fejle.
- Sundhedsprogrammet "Mental sundhed" skal være med til at skabe og vedligeholde trivsel blandt vores medarbejdere. På den måde gør vi ikke kun hverdagen bedre for vores kunder og det samfund, vi er en del af – vi gør den også bedre for hinanden både på arbejde og privat, siger Louise Gade.
Helt konkret betyder "ABC for mental sundhed", at vi bidrager til at styrke den mentale sundhed, når vi A) Gør noget aktivt, B) Gør noget sammen og C) Gør noget meningsfuldt.