Salling Group sælger kage til fordel for Ukraine

Salling Group 17. feb 2023 -
This describes the image
Foto: Salling Group
  • Næste fredag er det ét år siden, at Rusland invaderede Ukraine. I de kommende uger sætter Salling Group fornyet fokus på ofrene for krigen

Siden Ruslands invasion af Ukraine har Salling Group støttet hjælpearbejdet i Ukraine og nabolandene, der har modtaget tusindvis af flygtninge. Støtten er gået gennem Folkekirkens Nødhjælps indsatser i det krigshærgede land.

Fredag den 24. februar er det ét år siden, at Rusland invaderede Ukraine. I de kommende uger sætter Salling Group fornyet fokus på ofrene for krigen.

Fra på mandag og de følgende to uger kan kunderne igen hjælpe ofrene for krigen i Ukraine, når Føtex og Bilka sætter en særlig Ukraine-kage til salg for 50 kr.

Overskuddet på 10 kr. pr. kage går til Folkekirkens Nødhjælps indsatser i Ukraine. 

Det er blandt støtte til flygtningecentre, til generatorer og varmeforsyning, til minerydning og til juridisk hjælp til ofre for at kunne dokumentere krigsforbrydelser.  
Samme mandag går det ukrainske flag til tops i flagstænger i Bilka og Føtex samt ved Nettos hovedkvarter i Køge og hos Salling Group i Årslev. Sidst på ugen vil Salling Stormagasiner desuden gentage sidste års gestus og lade lysfacaderne lyse i gult og blåt. 

- Som en virksomhed, der er en del af danskernes hverdag, har vi et ansvar for at vise, hvor vi står i vigtige samfundsspørgsmål. I denne sag står vi på ukrainernes side, og det markerer vi i de kommende uger, siger HR-direktør i Salling Group, Louise Gade. 

Salling Group og gruppens ejere, Salling Fondene, har gennem 18 år haft et tæt arbejde med Folkekirkens Nødhjælp. Samarbejdet har genereret i alt 45 mio.kr. til nødhjælpsarbejde – senest i Ukraine og i det jordskælvsramte grænseområde mellem Tyrkiet og Syrien. 
 

Opdateret 17. feb 2023