Salling Group overtager ingen fysiske legetøjsbutikker

Salling Group 17. jan 2019 -
This describes the image
Foto: RetailNews
Skrevet af: Søren Tougaard

Der har fra flere sider været spekuleret i, at Salling Group kunne være interesseret i at overtage flere fysiske butikker fra Top-Toys konkursbo, men så omfattende blev handlen langt fra.

Derimod har Salling Group, der blandt andet står bag kæderne Bilka, Føtex og Netto, alene indgået aftale om køb af Top-Toys samlede danske varelager samt rettigheder til BR-brandet i Danmark, meddeler koncernen i en pressemeddelelse.

I første omgang ser Salling Group et stærkt samspil mellem det opkøbte varelager og Føtex’ og Bilkas eksisterende udbud af legetøj.

- Der er tale om en strategisk vigtig aftale for Salling Group, da konkurrencen på legetøjsmarkedet er markant forstærket de seneste år. Med aftalen sikrer vi, at legetøj fortsat er en vigtig del af kundernes indkøbsmuligheder i de fysiske butikker i hele landet, og at legetøjssalget ikke alene flytter over på udenlandske webshops. Hvordan BR-brandet på sigt vil blive anvendt, har vi ikke taget endelig stilling til endnu, siger Salling Groups adm. direktør Per Bank.

Aftalen omfatter ikke rettigheder til Toys'R'Us-brandet.

Ingen af parterne har ønsket at offentliggøre, hvor meget Salling Group har betalt for handlen. Overfor TV2 Nyhederne siger Salling Groups kommunikationsdirektør Mads Hvitved Grand, at købsprisen først og fremmest har afspejlet værdien af Top-Toys varelager.

Salling Group har orienteret Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om handlen.

 

Opdateret 10. nov 2020