Salling Group og 3F enige om overenskomst for servicebude

Salling Group 1. sep 2021 -
This describes the image
Foto: Salling Group
  • Dagligvarekoncernen er nået til enighed med 3F Transport om en helt ny overenskomst for servicebude, der leverer dagligvarer gennem Føtex

Skrevet af: Søren Tougaard

Siden marts har Føtex-servicebude leveret varer hjem til danskerne på Sjælland og særligt i hovedstadsområdet. Fra dag ét har det været vigtigt for dagligvarekoncernen at bruge sine egne servicebude, der arbejder på ansættelsesbetingelser som følger af en ældre virksomhedsoverenskomst.

3F Transport har sidenhen rakt ud til Salling Group for at drøfte muligheden for en ny særskilt virksomhedsoverenskomst, idet der er tale om en helt ny medarbejdergruppe på et nyt forretningsområde. Den positive dialog har nu ført til, at der ligger en helt ny virksomhedsoverenskomst klar til medarbejderne i Føtex Hjemmelevering.

HR-direktør i Salling Group Louise Gade påpeger, at den nye overenskomst understreger ønsket om, at servicebudene er direkte ansat under Føtex Hjemmelevering.

 

- Det har været afgørende for os, at det er vores egne servicebude, som leverer dagligvarerne hjem til danskerne. På den måde sikrer vi, at servicen er i top, og at servicebudene arbejder og bliver lønnet på ordentlige vilkår under en velbalanceret virksomhedsoverenskomst, siger Louise Gade og tilføjer, at der er tale om et helt nyt forretningsområde, og derfor har 3F Transport og Salling Group brugt hinanden aktivt for få afdækket det nye beskæftigelsesområde.

På samme måde er der tilfredshed med den nye aftale hos 3F Transport, for hvem ordentlige arbejdsforhold og medarbejdervilkår er en mærkesag.

- Jeg er meget glad og stolt over, at det er lykkes at sikre en ny virksomhedsoverenskomst for de chauffører, der kører for Salling Group. Onlinehandlen er i vækst - det har Salling Group været bevidste om fra start og har sikret ordentlige forhold for deres medarbejdere. Det bygger den nye overenskomst videre på, så forbrugerne fortsat kan vælge sikkerhed for fair transport og ordnede forhold, når de bestiller dagligvarer. Samtidig kan den nye overenskomst forhåbentligt medvirke til at skabe lignende rammer hos andre virksomheder, der leverer varer direkte til forbrugernes dørtrin eller andre ydelser via en app. Vi har haft en god og konstruktiv dialog med Salling Group, og det er afgørende med arbejdsgivere som Salling Group, der tager ansvar for lønmodtagerne på det danske arbejdsmarked, siger Jan Villadsen, formand for 3F Transport.

Den nye overenskomst træder i kraft 1. januar 2022.

Opdateret 1. sep 2021

Vil du vide mere?