Salling Group øger krav til grønnere varetransport
-
Koncernen beder nu vognmændene sætte mål for grøn transport
Salling Group øger kravene til transporten af varer til Netto, Føtex og Bilka, så koncernen senest med udgangen af 2040 lever op til målet om en grønnere varetransport.
Salling Group har i mange år arbejdet på at reducere de klimabelastende udledninger fra transporten. Det nye ambitiøse mål er, at al transport med egne biler og via transportører, der er direkte kontrolleret af Salling Group, inden udgangen af 2040 sker uden udledning af CO2e.
Næste skridt bliver at omfatte underleverandører, som ikke er direkte kontrolleret af Salling Group.
– Arbejdet med at minimere klimabelastningen fra transport har stået på i mange år. Det er bl.a. sket gennem optimering af køreruter og såkaldt cross docking, hvor vi samler transport af flere varekategorier i samme lastbiler fra vores lagre. Det har markant reduceret antallet af kørte kilometer, og sammen med generel optimering og investering i kørsel på biogas har det sænket vores klimabelastning.
– Nu tager vi næste store skridt og sætter mål om neutralitet i al den transport, vi selv kontrollerer, siger logistikdirektør i Salling Group Nicolai Gradman.
Konkret bliver der tale om øgede krav til leverandørerne. De skal senest i 2027 rapportere på emissioner og sætte forpligtende mål for at reducere deres CO2e-udledninger. Vognmændene skal dermed finde emissionsfri alternativer i form af lastbiler, der kan køre på f.eks. el eller brint.