Salling Group bygger butikscenter i Slagelse
Salling Group vil rive Hotel Frederik II i Slagelse ned og opføre et nyt butikscenter på 7800 kvm i stedet, skriver avisen Nordvestnyt.
Detailkoncernen ejer hotellet, som længe har været lukket, og nu har Slagelse Kommune en ny lokalplan for området, der åbner op for at bygge et nyt butikscenter.
Butikscentret kommer til at indeholde fire til otte butikker på mindst hver 1000 kvm. Et af lejemålene er reserveret til Salling Groups legetøjskæde Fætter BR.
Det er Nordicals, der kommer til at stå for udlejningen af lejemålene, som erhvervsmægleren vurderer, er yderst attraktive.
- Med Bilka som nabo og den første lejer på plads i form af BR, forventer vi ikke, at det bliver særlig svært at udleje de øvrige udvalgsvarebutikker. Men vi ønsker selvfølgelig også et bredt udvalg af butikker, så centret i sig selv får en stor tiltrækningskraft, siger Henrik Nikolajsen, direktør og partner i Nordicals Sjælland, til avisen.
Der er forventet indflytning i 2021.