Salling Group åbner mindst 20 convenience-butikker i København
Starten var svær, da Føtex Food for tre og et halvt år siden åbnede sin første convenience- butik, der er en mindre udgave af den almindelige Føtex Food.
Men nu kan distriktschef for de 12 butikker, Simon Kudsk, berette, at butikkerne har en like-for-like-vækst, som de fleste kædedirektører kun kan drømme om.
- Omsætningsvæksten ligger på knap 8 pct. år til dato. Den øgede omsætning ligger hovedsagelig i øget kundestrøm, men kurven er også blevet større, siger Simon Kudsk.
Han vil ikke sætte et præcist tal på kundekurven, men fortæller, at den ligger under 100 kr.
- Kunderne kommer alle gående eller på cykel, så det er ikke storindkøb, de foretager, siger han.
De 12 convenience-butikker ligger alle på befærdede strøg i København – de fleste i Indre By – og flere er på vej.
- Jeg forventer, at vi kan fordoble antallet inden for en årrække. Vi skal i hvert fald op på 20. Men vi skal have de helt rette lokationer. Derfor er det svært at sætte tal på. Vi udbygger her i København, før vi tænker på andre storbyer, siger Simon Kudsk. Han forventer ikke, at der åbner flere i år.
- Men vi har allerede den første på tegnebrættet til næste år og satser på tre om året, siger Simon Kudsk.