Salling Fondene uddeler millioner via Bilka-varehuse
-
Salling Groups ejer donerer tre mio. kr. til projekter, der støtter børn og unges sundhed og trivsel.
Siden 2020 har de 18 Bilka-varehuse sammen med A-Z i Hjørring indstillet lokale projekter, der støtter børn og unges sundhed og trivsel til donation fra Salling Fondene.
Det er de enkelte varehuse, der finder, udvælger og indstiller projekterne, som de forventer vil gøre den største forskel for deres lokalområde.
I år rammer donationen tre mio. kr., hvilket er ny rekord. Donationen fordeler sig på 13 projekter, som hver har fået mellem 167.000 og 250.000 kr.
Projekterne er fordelt over hele landet og tæller blandt andet en multibane ved Skalborg Sportsklub, legeplads i Digterparken i Viborg, en læsejungle på Ishøj børnebibliotek samt en interaktiv sansestue i akutmodtagelsen i Herning.
- Vi har modtaget en lang række indstillinger til fantastiske projekter, og vi har nøje udvalgt de 13, som i denne omgang modtager en donation fra Salling Fondene via Bilka. Det glæder mig, at vi kan være med til at støtte så mange gode børneprojekter på tværs af Danmark og på den måde give noget tilbage. Fælles for alle projekterne er, at de har fokus på børn og unges sundhed og trivsel, og at de gør en markant forskel i lokalsamfundene. Bilka har et stort ønske om at være lokal forankret og tage ansvar for det nære, samtidig med at vi ønsker at gøre en forskel for den næste generation. Det er de her donationer med til at understøtte, siger direktør i Bilka, Mark H. Nielsen.
Siden 2020 har indstillingerne via Bilka og A-Z udmøntet sig i 77 projekter til i alt 16,6 mio. kr.