Salling-fonde brander lokale Føtex-butikker
Der ligger en ny strategi bag, når Salling- Fondene netop via en række Føtex- butikker har doneret penge til foreløbig 11 lokale projekter, der ligger uden for hjembyen Aarhus.
- Jeg er glad og stolt over, at Føtex via Salling Fondene kan støtte 11 stærke projekter, der i den grad medvirker til at styrke lokalsamfundene. Det er vores egne medarbejdere og varehuse, der har været med til at søge efter projekterne i deres lokalområder, siger Thor Jørgensen, direktør i Føtex.
Blandt de projekter, der alle er indstillet til fondene af det lokale Føtex-varehus, er et i Thy, hvor plastik skal indsamles fra stranden og genbruges. En crossfit-bane på et julemærkehjem i Roskilde og et aktivitetsområde i naturmaterialer til pensionister i Gulborgsund.
Ifølge Salling Group vil de lokale Føtex-varehuse igen i 2019 udpege og indstille projekter, som Salling Fondene derefter vurderer og eventuelt støtter.
I fondantsen til den største af de to fonde, Købmand Herman Sallings Fond, fremgår det ellers tydeligt, at donationer hovedsageligt skal uddeles lokalt i Aarhus: ”…støtter som udgangspunkt ikke initiativer og projekter udenfor Aarhus- området, der alene har lokal betydning”.
Fondene har dog tidligere støttet landsdækkende projekter som Team Danmark og for nylig kunst- og kulturprojektet Cloud City lokalt i Aalborg.
Fonde brander Salling
Den Aarhus-lokale strategi er således ændret, hvilket Jens Bjerg Sørensen, der er næstformand i Salling Groups bestyrelse og formand for de to Salling-fondes bestyrelser, bekræfter over for finans.dk.
- Vi prøver at uddele mere lokalt og brede donationerne længere ud i Danmark. Det sker gennem vores butiksformater. Nu tester vi det i Føtex og ser, hvordan det bliver modtaget. Det er også for at understøtte derude, hvor pengene tjenes, siger Jens Bjerg Sørensen til finans.dk.
- Vi har vi to formål i Salling Fondene. Nemlig at bedrive aktivt ejerskab af Salling Group og samtidig bidrage til at skabe en bedre hverdag for danskerne via fondenes donationer. Derfor er vi glade for, at vi i samarbejde med Føtex har mulighed for at give tilbage til samfundet i form af lokale donationer til sociale og bæredygtige projekter i hele landet, siger han.
Siden Salling-fondene overtog de sidste aktier fra A.P. Møller-Mærsk for et år siden og kort efter skiftede navn til Salling Group, har dagligvaregiganten markedsført og brandet sig på blødere værdier via sin CSR-politik.
Det er blandt andet sket via en kraftigt markedsført holdning til plastik.
Nu er det så de lokale Føtex- butikker, der skal brandes lokalt via de to Salling-fonde, og det i en tid, hvor kædens butikker ifølge Dansk Handelsblads oplysninger har mistet lokale markedsføringskroner.
Salling Fondene støtter hvert år en lang række projekter og initiativer og har siden 2012 doneret mere end 850 mio. kroner, fordelt inden for kunst og kultur, sport, kirke og uddannelse samt velgørende formål. Mange donationer er lagt i Aarhus, hvor Ferdinans Salling åbnede sin første butik.