Salget af blomster stiger i supermarkedet
Mens en buket blomster, der hænger med kronbladene, ikke får nogen til at lægge en buket ned i indkøbskurven, kan blomsterbindere, der binder friske blomster, mens kunden ser på, få kunderne til købe en buket, der ikke står på indkøbssedlen.
Dansk Supermarked har oplevet en stigning i salget af afskårne blomster i Bilka og Føtex på mere end 10 pct. de seneste tre-fem år.
- Det er sjældent at blomster står på indkøbssedlen, men blomsterbinderne, der står i Bilka og udvalgte Føtex-varehuse, har fået vores salg til at stige. Bilkas samarbejde med Claus Dalby, der er kendt fra haveprogrammer på tv, har siden 2011 øget vores salg af løg, haveplanter og potteplanter i havecentrene, siger kommunikationskonsulent i Dansk Supermarked, Maia Lindstrøm Sejersen.
Netto er en af de kæder, som har haft en mærkbar udvikling på salget, efter kæden introducerede medarbejderne for en ny procedure på blomster. Proceduren sikrer, at medarbejderne fx er klar over, hvordan blomsterne skal håndteres, så de ikke står og tørrer ud i et varmt vindfang eller får frost, fordi de er placeret for tæt på døren.
- Ingen køber jo per impuls en blomst, der ser trist ud, men ved at give medarbejderne rutiner og viden om blomster og ved at tilpasse udvalget lokalt, så steg salget af afskårne blomster og potteplanter i Netto med 20 pct., fortæller Maia Lindstrøm Sejersen.
Nyt orkide-koncept
I Coop oplever butikkerne ligeledes konstant vækst. Kategorichef for blomster, Ketty Lohmann, vil dog ikke sætte præcise tal på udviklingen.
- Vi gør meget ud af, at det skal være let at håndtere for butikkerne, der får salgsklare containere, der bare skal køres ind i butikken eller stilles udenfor - alt afhængig af, hvilken type planter der er tale om. Vi udvikler hele tiden sortimentet, så det passer til årstiden, siger Ketty Lohmann.
Coop har netop introduceret et nyt orkide-koncept.
- Butikkerne kan hele tiden få op til 40 forskellige orkideer - lige fra de helt små i flotte potter, til helt store i dekorationer. Alle sammen i spændende farver. Vi har selvfølgelig også de helt almindelige, siger hun.
Hver måned bliver butikker tilbudt månedens "hit" i blomster og kan bestille det sortiment.
- Nogle butikker har brug for et basissortiment, mens andre hele tiden skal have det lækre, det, der er hype lige nu, siger Ketty Lohmann, der lige nu glæder sig til julesæsonen.
- Vi har blandt andet fået nogle store kogler, som kunden kan sætte i en skål eller binde en sløjfe om, siger hun.
Tekst og foto af Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk