Sainsbury´s trak stikket på Netto UK
Det var allerede begyndt at lugte lidt af et tilbagetog for Netto i Storbritannien, da den britiske gigant Sainsbury's ikke lagde op til en storstilet udrulning af discountkæden med danske rødder i forbindelse med sin regnskabspræsentation i maj.
Den gang blev en tidligere varslet beslutning om at sætte fuldt tryk på ekspansion for Netto på den anden side af Nordsøen sparket til hjørne af Dansk Supermarkeds joint venture-partner.
Derfor er det i højere grad timingen af offentliggørelsen af nedlukningen end beslutningen i sig selv, der vækker opsigt nu.
Men i kølvandet på Brexit, Storbritanniens farvel til EU, er der mange nyheder, der blegner i sammenligningen.
For præcis to år siden lød der ellers begejstrede toner, da Dansk Supermarked og Sainsbury's løftede sløret for et overraskende comeback til Netto på det britiske marked, hvor discount pludselig var begyndt at rykke efter mange års dvale-tilstand.
På det tidspunkt leverede de internationale tyske discountkæder Aldi og Lidl formidable tocifrede vækstprocenter og gjorde så voldsomme indhug i de fire største dagligvarevirksomheders markedsandele, at panikken spredte sig.
I det klima hoppede Sainsbury's med på ideen fra Dansk Supermarked om et modtræk i en klassisk "if you can't beat them, join them"-stil: Ved at lancere en tredje stærk discountkæde i form af Netto ville Sainsbury's kunne udligne et markedstab og få del i den betydelige vækst, der lå i det segment.
Dansk Handelsblad var med i en lille gruppe af erhvervsjournalister, som Dansk Supermarked inviterede til åbningen af den første nye Netto i Leeds i november 2014, og dengang lød det ikke, som om det var et spørgsmål, OM Netto skulle indtage Storbritannien - snarere NÅR.
Begrænset tab
Her to år efter er tempoet i Aldi og Lidls fremmarch gået lidt ned, og måske vigtigere endnu har det vist sig, at Sainsbury's er den af "De fire store" i britisk dagligvarehandel, som klarer sig bedst gennem den omvæltning i markedet, der er i gang.
Så fremstår det ikke som udpræget snedigt at smide mange penge efter en discountkæde, der sandsynligvis i et eller andet omfang også ville tage noget omsætning fra Sainsbury's egne butikker - eller alternativt være bundet på hænder og fødder i forhold til at måtte nøjes med placeringer, som ikke generede Sainsbury's.
Sainsbury's klarer sig lidt for godt til at risikere at kannibalisere på sig selv gennem et discountkoncept, som giganten kun ejer halvdelen af.
Sainsbury's topchef Mike Coupe er selv inde på, at markedet har flyttet sig betydeligt, siden Netto-ideen først kom på bordet.
Dansk Supermarked kunne i princippet godt have valgt at fortsætte på egen hånd i Storbritannien, men det ville i givet fald være blevet en meget dyr satsning, som ville forhindre topchef Per Bank i at levere den lovede vækst i koncernens overskud i mange år fremover.
Nu er tabet på det engelske projekt trods alt stadig af begrænset omfang - et mindre trecifret millionbeløb - især set i lyset af Dansk Supermarkeds finansielle kapacitet.
Hvad nu, Dansk Supermarked?
Når Netto herhjemme, som beskrevet andetsteds i dette blad, sætter sig på godt en halv mia. af Dansk Supermarkeds mange investerings-kroner i år, giver det god mening at bevare kædens førerposition herhjemme.
Men det bliver også et tegn på, at Dansk Supermarked ikke har det store forkromede projekt at investere i, der for alvor skal genskabe en vækst af betydning for giganten ved motorvejsudfletningen i Årslev lidt uden for Aarhus.
Topchef Per Bank vil næppe acceptere at kalde retræten fra England for et nederlag, men hans begejstring var udtalt, da han i sin tid præsenterede den kække ide om at lade Netto prøve lykken igen i et land, som kæden få år før var blevet købt ud af.
Nu står ét stort spørgsmål tilbage, som det kan vare nogen tid, før vi får besvaret:
Hvor skal Dansk Supermarked nu satse stort? Hvilket land, hvilken branche?