Regnskabets time nærmer sig

Salling Group 27. feb 2020 -
This describes the image
Ansvarshavende redaktør på Dansk Handelsblad Jesper Veber Knudsen Foto: Ulrik Samsøe Figen

Én gang om året bliver det særligt spændende at være redaktør på Dansk Handelsblad. Det er, når regnskabssæsonen for de store danske dagligvarekæder og -koncerner for alvor sætter ind.

Sammenlignet med de fleste andre lande i Vesteuropa hører branchen i Danmark klart til i den lukkede ende af skalaen, hvad angår eksakte oplysninger om, hvordan salg, resultater og andre nøgletal udvikler sig. Derfor er der noget særligt befriende over, at vi den ene gang kan vriste os (næsten) fri af den styring, som de store dagligvarespilleres kommunikations-apparater i vekslende omfang forsøger at lægge deres rosenrøde ”corporate”-filtre ned over.

Der er trods alt visse krav til tallene i regnskaberne, som står i vejen for alt for kreative udlægninger af nationens tilstand. Men det er desværre sjældent, at vi får adgang til selve årsrapporten, før der er gået en pressemeddelelse ud, hvor virksomheden naturligvis selv udvælger de tal, der skal frem.

Det er vist ikke første gang, at jeg her i spalten lufter en misundelse over, hvor meget mere gennemsigtig branchen er i nabolande som Sverige og Norge. I Sverige udsender markedsleder ICA f.eks. detaljerede omsætningstal for alle sine kæder hver måned.

Og i Norge kan analysevirksomheden Nielsen offentliggøre uvildige tal for markedsandele fire gange om året.

Begge dele vil være helt utænkelige herhjemme.

I andre lande og andre brancher er regnskabssæson for 2019 for længst begyndt.

Herhjemme har vi også set de første leverandørregnskaber fra bl.a. Arla Foods. Men vi skal ind i marts, før det første regnskab fra en dagligvarekæde dukker op. Som regel er der et nogenlunde klart mønster, hvor virksomhederne med de pæneste tal kommer først med årsrapporten - og jo værre tal, jo senere offentliggørelse.

Der er dog undtagelser fra den tommelfingerregel.

Dem vender jeg tilbage til. Dagligvarehandelens duks i Danmark, franchisekæden Rema 1000, har i mange år været den første til at fremlægge regnskabstal. Sådan kan det også ende i år.

Og hvad kan vi så forvente os af Remas 2019-regnskab? Ja, for det første vil det blive spændende at se, om den norskejede kæde har formået at fortsætte de seneste 15 års væksttempo. Med en ny vækst nær de 10 pct., som har været normen længe, vil Remas omsætning være landet tæt på 17 mia. kr. Og følges kurven fra de seneste år, kan driftsresultatet for første gang have rundet en halv mia. kr.

Vi kommer nok til at vente længere på årsrapporterne fra de øvrige tre af ”de fire store” i dansk dagligvarehandel. Men Salling Group, Coop Danmark og Dagrofa har alle på forhånd meldt om bedre resultater end i 2018.

For Dagrofas vedkommende bliver tallene ifølge topchef Tomas Pietrangelis udtalelser i medierne mindre røde end i årene forud, hvor koncernen har duelleret med discountkæden Aldi om at levere branchens største underskud.

Men både Coop og Salling kan have andre grunde til at offentliggøre sent. Coop-familien har via samspillet mellem koncern og selvstændige brugsforeninger en kompleks struktur, hvor meget skal stemmes af, inden helheden ligger klar. Nogle jungletrommer vil vide, at 2019-resultatet faktisk kan være Coops bedste nogensinde. Det ville være noget af en fjer i hatten for formand Lasse Bolander og topchef Peter Høgsted, der for to år siden overlevede et oprør fra baglandet. Siden har roen tilsyneladende sænket sig over Brugs-land.

For Salling Groups vedkommende handler en sen offentliggørelse vist mindre om regnekraft og kompleksitet, end det handler om taktisk/strategiske overvejelser over, hvornår det er mest betimeligt at frigive større nyheder.

Sidste år blev årsrapportens fremkomst bundet sammen med offentliggørelsen af salget af Netto Sverige. Hvor meget Salling fik for sin svenske forretning, vil blive afsløret i det nye regnskab. Men i år samler interessen sig måske i endnu højere grad om, hvem der skal afløse den tidligere Mærsk- og Carlsberg-topchef Nils Smedegaard på posten som bestyrelsesformand, når han er rykket videre til den helt store scene som formand for den internationale leverandørgigant Unilever.

Denne gang kan jeg godt afholde mig fra at gætte på, hvem der afløser ham.

Opdateret 10. nov 2020