Regeringen gør varelevering lettere i store byer

Salling Group 13. mar 2020 -
This describes the image
Foto: Colourbox
Skrevet af: Søren Tougaard

Erhvervslivet har opfordret regeringen til at se på mere fleksible muligheder for levering alle døgnets timer.

Der er i dag miljøzoner i København/Frederiksberg, Aarhus, Aalborg og Odense.

Med miljøzonerne stilles der krav om, at de ældste dieseldrevne lastbiler skal have et partikelfilter for at må køre i zonen.

Det krav har miljøminister Lea Wermelin nu valgt midlertidigt at dispensere for.

- I den her særlige situation skal vi gøre det så nemt som muligt at få varerne ud i butikkerne. Også om natten og i ydertimerne. Derfor har jeg valgt at dispensere fra reglerne i miljøzoner de næste 10 dage i første omgang, så erhvervslivet bedre kan få varerne fra lagre til butikker, siger miljøminister Lea Wermelin.

Opfordrer til lokale lempelser

Regeringen opfordrer samtidig kommunerne til at se på lokale begrænsninger for vareudbringning.

Kommunerne har i dag mulighed for at begrænse tidsrummene for varelevering med henvisning til støjgener. Kommunerne har også mulighed for med politiets samtykke at beslutte, om der f.eks. skal gælde et indkørselsforbud for lastbiler i et bestemt tidsrum, eller at der skal gælde bestemte parkerings- og standsningsregler.

Derfor vil transportministeren og miljøministeren i et brev opfordre kommunerne til at se på, om der lokalt er beslutninger, der kan begrænse leveringen af dagligvarer.

- Vi står i en meget alvorlig situation, hvor vi skal stå sammen om at sikre de optimale rammer for vareudbringningen. Derfor vil jeg opfordre kommunerne til at overveje, hvad de kan gøre i den her særlige situation. Hvis de enkelte kommuner har truffet beslutninger om deres vejes udnyttelse, som hindrer en hurtig og effektiv udbringning af varer, vil jeg opfordre kommunerne til midlertidigt at ophæve sådanne beslutninger, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Læs også: Ny hjælpepakke skal holde hånden under job

Læs også: Små virksomheder får udskudt skat og moms

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?