Prognose: Coop vil lukke 100 butikker på 10 år
Det er ikke mange måneder siden, at Salling Group overhalede Coop som markedsleder, siden har Coop lukket butikker, mens konkurrenten fortsat åbner.
Nu forudser Retail Institute of Scandinavia i Dansk Dagligvarehandel - Prognose 2028, at den udvikling vil fortsætte de kommende ti år.
Salling Group vil ifølge prognosen åbne yderligere godt 40 butikker, mens Coop vil lukke godt 100.
Coop forventes frem til år 2028 at tabe markedsandel fra 34,7 pct. til 31,5 pct., og det er især Fakta og DagliBrugsen, der vil gå tilbage.
”Coop vil kunne klare sig bedre, end prognosetallene spår, hvis de fremtidige investeringer viser sig at have større effekt, end vi regner med. Ligeledes vil Coop kunne slå prognosen, hvis man har held med at øge kundeloyaliteten via medlemskabets kundeklub,” lyder det i prognosen.
Fremgang for ærkekonkurrenten
I samme periode vil Salling Group ifølge prognosen øge sin markedsandel i dagligvaresektoren fra 35,2 pct. til 35,7 pct., og det kan gå endnu bedre, hvis Føtex udvider Føtex Food til hele landet, hedder det i prognosen.
”Omvendt kan udfordringen blive at få Netto-kæden helt op på 520 butikker, når også Rema 1000 og Lidl går efter mange af de samme beliggenheder,” står der.
Dagrofa forventes ligeledes at ville gå tilbage, da kun Meny spås vækst.
”Meny-højprofilkæden er kommet godt fra start siden lanceringen i maj-juni 2015, men det bliver meget centralt for kædens fremtidige vækst at skabe en betydelig butikstilgang, idet en række af de mindste butikker næppe på lang sigt passer ind i Meny-konceptet,” hedder det i prognosen.
Ifølge prognosen vil Spar og i endnu højere grad Min Købmand miste butikker.