Private label-andelen vokser mest i Norge
I kølvandet på den førende messe for private label-varer i Europa, PLMA sidst i maj i Amsterdam, udkommer der hvert år en digital årbog med grundige opgørelser over, hvor meget varer i kædernes egne mærker fylder i dagligvarebutikkerne.
Sådan er det også i år, men for andet år i træk er der ingen danske tal i PLMA's digitale årbog.
Bag indsamlingen af data i de enkelte lande står analysevirksomheden Nielsen, som her i landet er underlagt nogle langt mere restriktive regler for, hvad der må offentliggøres, end i de fleste andre lande.
Sidste gang, der var danske tal med i PLMA's opgørelser, var for to år siden, hvor de danske private label-andele efter flere års stigning blev opgjort til 32,6 pct. i volumen - altså stort set hver tredje vare - og 26,6 pct. i værdi, svarende til mere end hver fjerde omsætningskrone.
Intet peger i retning af, at andelen skulle være blevet mindre siden. De førende discountkæder, Netto og Rema 1000, arbejder f.eks. hver på sin måde systematisk med at øge antallet af varer i deres egne mærker.
Netto eksempelvis med økologien i Øgo-serien og den helt nye veganske serie Spir, mens Rema 1000 udbreder kædenavnet til storsælgere i sortimentet, der tidligere stod mindre kendte afsendere på.
Norge og Sverige øger
Men når der nu ikke er nye danske tal at læse i årsstatistikken fra PLMA, kan man i stedet kaste sig over udviklingen i de tre øvrige nordiske lande, hvor andelene tilbage i 2016 alle sammen lå under niveauet her i landet.
Den gang var Danmark nummer 10 på listen, mens Finland, Sverige og Norge var hhv. 12, 13 og 15. På den spritnye liste fra PLMA kommer de nu ind som nummer 8, 9 og 10.
I Sverige er private labels volumen-andel vokset til 32,6 pct. - mod 31,3 pct. i 2016 - mens værdiandelen er vokset til 27,5 pct. mod 26,0 pct. i 2016.
Norge har på to år oplevet den største fremgang af de tre broderlande med en vækst på 2,5 procentpoint til 32,3 pct. i volumen sidste år, mens værdi-andelen er steget til 26,6 pct.
Finland skiller sig lidt ud ved en stort set flad udvikling i andelene. Mens logikken taler for, at private label-udviklingen i Danmark vil ligne den fra Sverige og Norge, er det naturligvis ingen garanti for, at det forholder sig sådan.
Helt i top med hensyn til private label-andele ligger Spanien, hvor over halvdelen af de solgte varer har kædens egne mærker på. Omsætningsandelen er højest i Storbritannien, hvor den er oppe på 42 pct.