Pres på konkurrenterne sætter spor hos markedsleder

Salling Group 16. maj 2019 -
This describes the image
Foto: Salling Group

Endnu en gang leverer Salling Group det bedste regnskab i dansk dagligvarehandel. Den nye markedsleder omsætter mest og tjener fortsat bedst - i 2018 med et EBIT-overskud på godt to mia. kr. og en overskudsgrad på 3,5 pct.

Alt andet ville også have været overraskende. I årevis har Salling haft det største overskud, og alene den omstændighed, at man selv er udlejer for et stort flertal af butiksejendommene, garanterer, at lejeindtægterne lægger en bund under indtjeningen på et stort trecifret millionbeløb hvert år.

Nu har vi langt fra alle de oplysninger, som kommer til at fremgå af den officielle årsrapport. Men så meget står dog forholdsvis klart, at det tryk, som Salling Group har valgt at lægge på de hjemlige konkurrenter, især med prisfald i Føtex og fortsat murstens- ekspansion med Netto, ikke kun gør ondt på konkurrenterne. Men også på Salling Group selv.

Ny normal?

Som forudsagt sidste år faldt indtjeningen i 2018, og det skyldtes ikke kun fraværet af en engangsindtægt fra salget af Næstved Storcenter. Målt ud fra de gamle Dansk Supermarked-standarder ligger 2018-resultatet i den lave ende. Men niveauet ligner en ny normal-tilstand.

- Når lønninger og alle omkostninger stiger, er det svært, når vi ikke får mere for varerne. Vi kan ikke blive ved med at forhandle os til bedre priser eller spare os til det. Det rammer bundlinjen - også hos os, sagde Per Bank til Finans, da Salling offentliggjorde regnskabsnøgletal.

I lyset af de nye tal fra Salling fremstår regnskaberne fra Rema 1000, Coop og Løvbjerg nu næsten bedre, end de gjorde, da de blev offentliggjort.

Nu ligger benchmarket et andet sted. Overskudsgraden i Rema 1000 faldt ganske vist lidt til 2,6 pct. Men afstanden op til Sallings 3,5 pct. blev mindre. Hvis ikke trykket på priserne letter - og det ser ikke ud til at ske - kan det knække svagere konkurrenter. Men lige de to skal nok klare sig.

Milliarder fra Sverige

Regnskabstallene fra Salling Group druknede imidlertid næsten i lyset af den noget overraskende nyhed om, at Netto Sverige er solgt til konkurrenten Coop Sverige. Det er ellers ikke så længe siden, at også svenskerne fik præsenteret Sallings stærkeste våben aktuelt, Netto-kædens nye koncept 3.0. Og så sent som først i april fortalte den koncept-ansvarlige i Netto, Jeff Salter, her i bladet, at 10 svenske Netto'er skulle opgraderes til det nye koncept i år.

Men nu venter Coop Sverige og Salling bare på, at de svenske konkurrencemyndigheder giver handelen grønt lys, så Coop kan rykke ind i de 163 Netto-butikker. Forventningen er, at de kan blive konverteret på et tidspunkt i 2020.

Situationen ligner meget et tidligere Netto-frasalg, hvor Walmart-ejede Asda brutto gav hele 778 mio. pund for Netto i Storbritannien i 2010. Den britiske forretning gav et pænt overskud, men med under 200 butikker var Nettos position i Storbritannien hverken fugl eller fisk - og så lokkede de mange penge, selv om kæden egentlig ikke var til salg.

Netto har heller aldrig fået fat i svenskerne for alvor, og kæden har desuden tabt penge i både 2017 og 2018 - og i mange år i opstartsfasen. Så selv om man kan tvivle på, om Coop Sverige har givet lige så meget for sit nye opkøb, som Asda gjorde for ni år siden, bliver der nok nogle milliarder mere at gøre godt med andre steder i forretningen.

Selv om Salling Group stadig fremstår stærk, har det været noget af et dræn i kassen, at den tidligere majoritetsejer Mærsk har modtaget et pænt stykke over 20 mia. kr. for at Salling Fondene kunne blive eneejer.

Færre markeder en trend

Det er ingen skam at trække sig fra et marked. I den henseende er Salling Group i godt selskab. Det er ikke så mange år siden, at svenske ICA, som er helt suveræn på hjemmebanen, forlod Norge efter anderledes massive tab over mange år.

Tidligere har discountgiganten over dem alle, Lidl, også trukket sig ud af Norge ved at sælge til Rema 1000. Fænomenet bliver endnu tydeligere, når man ser længere ud end Norden. Verdens største detailhandler Walmart måtte for længe siden opgive Tyskland og forsøger nu at finde andre veje ud af sit britiske engagement i Asda, der ikke fik lov til at fusionere med konkurrenten Sainsbury's.

Per Banks forrige arbejdsgiver Tesco, Carrefour, Metro, Ahold og andre detail-koryfæer fra hypermarkedernes glansperiode frem mod midten af 00'erne har i forskelligt omfang trukket sig fra striber af lande. Den helt store internationale murstens-ekspansionsbølge fra æraen før Amazon forbi - med Lidl og Aldi som markante undtagelser.

Opdateret 10. nov 2020