Politisk flertal er imod nye hypermarkeder

Salling Group 10. jun 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Henrik Denman

Et klart flertal af Folketingets partier afviser at give mulighed for at åbne flere hypermarkeder i Danmark.

Kun to partier går ind for en liberalisering af planloven, så det vil blive muligt at åbne flere hypermarkeder – og det er Venstre og Liberal Alliance.

Det viser Dansk Handelsblads valgbarometer.

Venstre har i flere omgange fremsat ønske om, at planloven skal liberaliseres, så det bliver muligt at åbne flere hypermarkeder end de Bilka-varehuse, der findes i dag.

Ja til hypermarkeder

Partiets miljøordfører, Henrik Høegh, siger til Dansk Handelsblad:

– Vi tror ikke på skræmmekampagner om, at det vil føre til butiksdød for de mindre butikker. Vi tror ikke, at en stor Bilka eller Føtex udelukker mindre butikker. Tværtimod kan de være gode supplementer til hinanden.

– De små butikker har andre tilbud, folk kan handle hurtigere, og de skal ikke igennem et stort Bilka. Så det vil ikke betyde butiksdød.

– Det er misforstået at tro, at vi fra Christiansborgs side skal begrænse udviklingen i landdistrikterne på den måde, som planloven gør i dag. Hvis der er en Ikea eller Bilka, der ønsker at etablere sig i landdistrikterne for dermed at skabe vækst og arbejdspladser, så skal Christiansborg ikke stå i vejen for det, siger Henrik Høegh.

Liberal Alliance ligger på linje med Venstre:

– Det er ikke os politikere, der skal åbne nye butikker – uanset størrelse. Vi skal skabe rammerne, så driftige, initiativrige og investeringsvillige mennesker kan bidrage til udviklingen – også uden for de store byer, siger partiets miljøordfører, Villum Christensen.

Nej, men…

Dansk Folkepartis miljøordfører, Pia Adelsteen, siger nej til at give plads til flere hypermarkeder, men tilføjer:

– Det afhænger af placering. Vi ønsker ikke, at yderområderne rammes eller at byer dør.

Socialdemokratiets miljøordfører, Mette Reissmann, henviser til de lempelser i planloven, som regeringen foreslår:

– S vil en lille planlovsændring, der giver mere kommunal frihed til at placere store udvalgsvarebutikker i bymidterne, siger hun og tilføjer, at regeringen vil justere de eksisterende regler for placering af internetbutikker.

Hos regeringspartneren De Radikale siger Lone Loklindt:

– Vi mener, det er vigtigt at bevare livet i bymidterne og er derfor imod etablering af nye hypermarkeder uden for byerne. Vi har gavn af en struktur, hvor så mange har let adgang til dagligvarer i gå- og cykelafstand. Der er masser af konkurrence med flere udenlandske kæder i Danmark, siger hun.

Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk

Venstre står sammen med Liberal Alliance alene om ønsket om flere hypermarkeder i Danmark.

Foto: Hans Juhl/Illustration: Ulrik Samsøe Figen

Opdateret 10. nov 2020