Politiken sænker discount-priserne i juni
I en lille måned om året har dagbladet Politiken en afgørende indflydelse på priserne på et større antal basale varer i landets discountkæder.
Ganske vist er det kun indirekte, men avisens årlige tjek af priserne i fem af de seks discountkæder har en midlertidig effekt i juni, hvor tjekket står på.
Særligt i år hvor Politikens researchere gik på indkøb 10. juni - med Dansk Supermarkeds markedsleder Netto som årets prisvinder - skulle der være skruet på priserne på de 36 varer, som hvert år indgår i undersøgelsen.
I en kommentar i Dansk Handelsblad i sidste uge løftede formanden for bestyrelsen i Coop Danmark, Lasse Bolander, sløret for, hvordan det blev oplevet i maskinrummet hos dette års toer, Coop-ejede Fakta.
"Sidste år vandt Fakta. I år var det sidste års taber, en konkurrent, der på et samlet indkøb af 36 forskellige varer var 6,63 kr. billigere end vi, der blev nummer to. Op til testen var der hektisk travlhed med at sænke priserne, så man kunne stå sig bedst, når avisen udkom. Vi ved det, for vi tjekker priserne hver uge hos vores konkurrenter", skrev Bolander.
Ned i juni - så op igen
Informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen, uddyber:
- Vi registrerede i juni i år nogle markante prisfald på udvalgte varer hos vores konkurrenter, og vi har også noteret os, at de er kommet tilbage igen på et mere normalt niveau, siger han.
Jens Juul vil ikke komme med et bud på, hvor meget priserne falder i tiden op til Politikens undersøgelse - for det drejer sig kun om den begrænsede del af discountsortimentet, der hvert år indgår i pristjekket.
Men Coops Fakta fulgte også med i den midlertidige prissænkning.
- Jo, jo. Vi fulgte med - det gør vi jo som regel. For vi går ud og overvåger konkurrenternes priser. Og det vi noterede os, var, at vi så nogle bemærkelsesværdige prisfald. Der har måske også været en tendens til det i tidligere år, men vi tror måske, at det var mere markant i år, siger han.
Så rådet til forbrugerne er: Skal I handle discount, så gør det især i juni?
- Ja. Der er i hvert fald udvalgte varer, der er ekstraordinært billige. Nu er det ikke sikkert, at det bliver sådan næste år også - men det har de i hvert fald været i år, når vi har været ude at teste, siger Jens Juul.
Konkurrenterne siger, at Fakta gjorde det samme sidste år?
- Siger de det? Så skulle vi også have ført an i år - og vundet. Vi følger markedet, siger han.
Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk
Screendump: Politiken