Østjyllands Politi: Kom med i retten
Østjyllands Politi har optrevlet et stort netværk af butikstyve og inviterer nu detailhandlen med i retten. Formålet er at ruste butikkerne bedre mod butiks- og tricktyverier. Det fortæller JP.dk.
- Vi vil gerne hjælpe butikkerne med at sikre sig bedre mod tricktyve, så de kan drage læring af de her sager. Når vi står sammen, bliver vi gode, og hvis de ansatte i butikkerne bliver bedre til at spotte mulige tyve, kan de blive bedre til at forhindre tyverierne, siger Klaus Hvegholm Møller, politikommissær fra Østjyllands Politi i Aarhus Vest.
To mænd på henholdsvis 27 og 42 år fra Brabrand står tiltalt for op mod 45 forhold af grove tricktyverier i butikker landet over, men sagen er langt større, og politiet forventer at rejse mange flere sager, skriver avisen.
Dagligvarehandlen tager gladeligt i mod invitationen.
- Vi sender tre mand til mødet, og Rema 1000, Dagrofa og Dansk Erhverv deltager også. Vi hilser i den grad initiativet velkommen, for vi vil meget gerne have en dialog med kollegerne i detailbranchen og politiet. Det er en stor udfordring, disse professionelle tyve, og det er et problem for hele branchen, siger Kasper Reggelsen, kommunikationskonsulent, Dansk Supermarked til JP.dk.