Nyt job til Nettos sidste Sveriges-boss

Salling Group 29. okt 2019 -
This describes the image
Anders Wennerberg Netto Sverige Bergensdahls City Gross Foto: Salling Group

Anders Wennerberg var som landedirektør tilsyneladende i fuld gang med en transformation af Netto Sverige, da Salling Group vendte på en tallerken og solgte kæden med godt 160 butikker tidligere i år.

Nu har han fået et nyt topjob, hvor han fra 1. december skal genskabe fremdriften i hypermarkskæden City Gross, der ejes af Bergendahls-koncernen, som er Sveriges fjerdestørste dagligvareaktør.

Wennerberg præsenteres som ny adm. direktør i City Gross samtidig med, at Bergendahls fødevareben, Bergendahls Food - hvor City Gross er klart den største kæde - offentliggjorde et negativt driftsresultat for regnskabsåret 2018-2019.

Læs også Netto henter ny landedirektør for Sverige

Flere lukninger i City Gross i løbet af regnskabsåret har medvirket til at trække resultatet ned.

- Vi har haft et hårdt år, men nu igangsætter vi en række tiltag for at forstærke organisationen. Vores absolutte prioritet fremover vil være lønsomhed, og det vil vi blandt andet opnå via et stort fokus på kundeoplevelsen, siger den nye adm. direktør i Bergendahls Food, Håkan Åkerström.

Åkerström begyndte selv i jobbet 1. september, og han har også en danske relation som medlem af bestyrelsen i Dagrofa Foodservice.

 

Opdateret 10. nov 2020