Nyt dyrevelfærdsmærke præsenteres i dag

Salling Group 24. maj 2017 -
This describes the image
Arkivfoto: John Ehbrecht
Skrevet af: Henrik Denman

Dyrevelfærd har stor betydning for mange forbrugere, når de køber ind til aftensmaden, og fra i dag gør et nyt dyrevelfærdsmærke det lettere for forbrugerne at vælge kød.

I dag præsenteres det nye, statslige dyrevelfærdsmærke, og samtidig offentliggør De Samvirkende Købmænd en forbrugerundersøgelse, der viser, at det nye dyrevelfærdsmærke passer fint til forbrugernes ønsker.

Af undersøgelsen fremgår bl.a., at 20 pct. af forbrugerne kun køber fødevarer fra producenter, hvor dyrevelfærden er højere end den, der foreskrives i lovgivningen.

54 pct. tænker over det, men får ikke lige kigget efter det, når de handler.

Kun første skridt

Forbrugerundersøgelsen er lavet af analyseinstituttet for DSK og bygger på næsten 1300 forbrugersvar.

- Forbrugersvarene bekræfter, at vi er på rette vej med det nye, statslige dyrevelfærdsmærke, som gør det lettere for kunderne at vælge grisekød fra besætninger, hvor der er taget større hensyn til dyrevelfærden end loven foreskriver. Undersøgelsen bekræfter samtidig, at næste skridt bør være en tilsvarende mærkning af fjerkræprodukter, herunder æg, siger adm. direktør i DSK, John Wagner, i en pressemeddelelse.

Det nye dyrevelfærdsmærke kan findes i dagligvarekæderne undtagen Coop, der har deres eget dyrevelfærdsmærke, og det præsenteres i dag af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, når han kl. 11.30 besøger fødevarebutikken Meny på Vermlandsgade på Amager.

 

Opdateret 10. nov 2020