Nye britiske Netto'er omsætter 50 mio. per styk
Umiddelbart tegner fremtiden lys for Dansk Supermarkeds joint venture med giganten Sainsbury's om at bringe en ny udgave af discountkæden Netto i spil på det britiske marked, hvor de tyske discountere Aldi og Lidl for tiden oplever kolossal vækst.
Test-Netto nummer ti i England er netop åbnet, og Dansk Supermarkeds adm. direktør Per Bank lyder fuld af forventning.
- Vi forventer os virkelig meget af UK. Vi tager den endelige beslutning næste år sammen med Sainsburys, der er børsnoteret, og derfor må vi ikke sige mere for børsreglerne. Det, vi har aftalt nu, er en test, og vi kan se, at vi har en lang, lang række af butikker i planerne i Storbritannien, sagde han på Stockmanns årsmøde.
Som tidligere omtalt her i bladet skal der åbnes endnu fem test-Netto'er tidligt i 2016.
Halv mia. i ti butikker
Sammenlignet med andre Netto-lande er omsætningen per butik temmelig høj.
- De ti butikker omsætter hver i omegnen af 50 mio. kr. - det er en halv mia. kr. til sammen. Det går dog ikke ind i vores regnskab, når det er et 50-50 joint venture, sagde Per Bank, der ser en stribe år foran sig, hvor det nye Netto-land kommer til at belaste indtjeningen i Dansk Supermarked.
- Det er en lang rejse, og det er også en, der bliver spændende. Når man åbner i et nyt land, så går der en del år, inden man tjener penge. Så vi skal have kapital og crash flow til for at kunne satse på sådan et projekt. Men vi kan se fra tidligere, hvor meget man kan skabe af værdi, hvis man får det til at fungere, sagde han.
Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk
Foto: Paul Cooper