Ny trend: Faste lave priser slår tilbudsjagt
Dagrofas supermarkedskæde Meny har netop sat prisen ned på 100 kvalitetsvarer. Skal man tro på blandt andre analysebureauet Nielsens forudsigelser, er det et smart træk.
Den kommende tids konkurrence vil nemlig udspille sig på hyldeforkanterne, hvor forbrugerne forventer faste lave priser på de lidt dyrere dagligvarer.
Corona-pandemien har skabt en anderledes forbrugeradfærd, der blandt andet betyder, at der kommer færre tilbudsvarer i indkøbskurven. Inden for nogle kategorier køber forbrugerne op til 15 pct. færre tilbud, lyder det fra Nielsen.
Forbrugerne deler sig i to hovedgrupper, hvoraf den ene vil være så økonomisk påvirket af corona-pandemien, at fokus alene vil være på pris.
Den anden gruppe, der ikke i så høj grad som vanligt kan få oplevelser via rejser, kultur og udespisning, vil til gengæld gå mere efter kvalitetsvarer.
- Men også de kunder, der går efter kvalitetsvarer, vil have værdi for pengene, siger Rasmus H. Sarauw-Nielsen, detailanalytiker og leder af Nielsens marketing og kommunikation i Norden.
- Fortsætter udviklingen, vil det fremover være vigtigere for dagligvarekæderne at have fokus på den faste pris på hyldeforkanten end på tilbud i tilbudsavisen, siger han og tilføjer, at det kun er 5 pct. af forbrugerne, der ikke er opmærksomme på pris og prisændringer.
Mærkevareprisen falder
I ugens kommentar andetsteds i avisen skriver Coops formand Lasse Bolander, at "i modsætning til andre økonomiske kriser, vil den, vi ser ind i, ikke så ensidigt være fokuseret på lavest mulige pris, men snarere mest kvalitet for færrest mulige penge".
Som en del af den ændrede forbrugeradfærd er også sket et markant ryk mod mere onlinehandel, og der er kæderne godt i gang med at sætte prisen ned på en række mærkevarer.
Et tjek på Salling Groups og Coops webshops viser, at begge koncerner har tilbud på flere af de mærkevarer, som er en del af Meny-satsningen "Velvalgte varer".
På Coop.dk Mad gælder det blandt andet Fever-Tree Tonic Water og vand fra San Pelegrino. Mens Bilka To Go har sat prisen - i hvert fald midlertidigt - ned på blandt andet De Cecco olivenolie, Ben & Jerry-is og Eriks Bernaise.
Til det siger Menys kædedirektør Kenneth H. Pedersen:
- Sådan er mekanikken i dagligvarehandlen, og nogle af de varer, vi har sat ned til en fast lav pris, vil vi også få på tilbud. Har nogle af vores konkurrenter valgt at sætte prisen fast ned på nogle kvalitetsvarer, har vi da bidraget til at sænke prisniveauet.