Ny harddiscounter indtager Silkeborg
-
Salling Group åbner nu sin Basalt-butik nr. ni, der åbner 14. december i Silkeborg
For et par dage sinde offentliggjorde Salling Group adresserne på Basalt-butik nummer syv og otte, der skal åbne i Hellerup og Brønshøj 7. og 8. december.
Nu fortæller dagligvarekoncernen, at den nye harddiscountkæde åbner sin butik nummer ni. Den får adresse på Østergade 9 i Silkeborg, hvor den – som de andre Basalt-butikker – rykker ind i en tidligere Netto-butik.
Basalt slog dørene op for de første tre butikker 11. og 12. oktober. De tre butikker ligger i Viby ved Aarhus, Kastrup og Helsingør. Derudover åbnede kæden en butik i Odense i sidste uge, og i denne uge åbner en butik i Hjørring. Kædens sjette butik skal ligge på Hovedvejen i Glostrup, hvor den åbner 23. november.
Onsdag 7. december klokken åbner Basalt på Rymarksvej 73 i Hellerup, og dagen efter kommer turen til en butik på Frederikssundsvej 192 i Brønshøj.
Butikken i Silkeborg åbner 14. december, og formentlig åbner Salling Group endnu én Basalt inden jul. I hvert fald var målet ti butikker før jul.
”Med den nye butikskæde Basalt går Salling Group til angreb på inflationen med markedets laveste priser på basale dagligvarer ved at halvere omkostninger til energi, reducere sortiment og åbningstid for at give kunderne priser, der i gennemsnit er 15 procent under discountmarkedet,” skriver Salling Group i en pressemeddelelse.
”De lave priser er mulige, fordi Basalt fjerner en lang række omkostninger. Sortimentet er smallere end i discountmarkederne, hvilket gør det muligt at reducere antallet af ugentlige leverancer til butikken”.
Kæden indledte med at lukke kl. 16 i weekenderne, men har udvidet åbningstiderne til kl. 19, fordi kunderne var der til det. Basalt har ligeledes fået et mindre udvalg af brød i sortimentet, fordi det var efetrspurgt.