"Ny" Føtex skal sælge for 10 pct. mere
I det nordlige hjørne af det knap 50 år gamle storcenter City Vest i Aarhus-forstaden Brabrand ligger en 2000 kvm. stor Føtex, hvor den har ligget siden en gang i 80’erne. Siden varehuset sidst blev gennemrenoveret i 90’erne, er det blevet tiltagende nedslidt, hvilket kan være medvirkende til, at nogle kunder har fundet andre steder at handle. Men for fire uger siden, den 1. september, indviede varehuschef gennem tre år, Kim Stiller, en totalt moderniseret Føtex, der på ingen måde ligner sig selv. Varehuset trækker nye kunder.
- Afdelingslederne fortæller, at de ser kunder, som de ikke har set før. Det er et positivt tegn, siger en glad butikschef.
- Og vi kan se, at kunderne lægger mere i kurven. Mens vi tidligere var stærke på blandt andet konfekture og chips, er det i dag fra det brede sortiment, kunderne køber. Det gælder alt fra vores Princip-varer og kolonial til frugt og grønt og kød. Vi har et internt mål om at øge vores omsætning med 10 pct., og det skal nok lykkes, siger varehuschefen.
Bager, kiosk og kundeservice ligger sammen med posthuset ud til centergaden, og som noget nyt sælger kiosken fra en impulskøler blandt andet sandwich, burritos og kolde drikkevarer til kunder, der bare går forbi.
- Det fungerer rigtigt godt, og med den sammenlægning af kiosk, bager og posthus, kan medarbejderne betjene alle tre afdelinger. Det er mere effektivt både for os og for kunderne, siger Kim Stiller.
Han er uddannet i Føtex i Aalborg centrum i 2000 og har udover en afstikker til Livgarden været ansat i Føtex siden. Han har arbejdet i flere af kædens varehuse i Storkøbenhavn og senere blandt andet været varehuschef i Føtex Food i Hasseris i Aalborg.
Farverne fortæller
Lige inden for indgangen til selve varehuset ligger til den ene side tekstilafdelingerne, der er bygget op i det, som Dansk Supermarked kalder lommer. De giver en fornemmelse af små butikker i butikken.
- Lommerne skal gøre det lettere for kunderne at finde varerne og give dem mere ro, når de handler. Vi er stærke på børnetøj og dametøj, og nu har vi også fået et basissortiment på herretøj, fortæller Kim Stiller.
Han er ikke bekymret for konkurrencen fra centrets tøjbutikker, der blandt andet tæller en H&M.
Overfor tekstil er afdelingen med babyudstyr samt afdelinger med henholdsvis helsekost og personlig pleje til mænd og kvinder. Baldakinerne over afdelingerne har forskellige farver. Blandt andet er den lyserød over afdelingerne med babyudstyr og personlig pleje til kvinder, mens helsekost har fået en grøn farve. Mandeafdelingen er sort.
- Mens barbermaskiner og elektriske tandbørster tidligere var i elektronikafdelingen, er de nu flyttet sammen med personlig pleje for mænd. Det giver mere mening for kunden, når han handler, siger varehuschefen.
Låg på køl og frost
Godt halvvejs inde i butikken skifter gulvbelægningen fra en lys grå til en mørkere farve. Samtidig viser en brun portal, at kunden nu går ind i ferskvareafdelingen, hvor brødafdelingen ligger først for.
- Vi har samlet brødet fra vores bager med industribrødet. Det er logisk for kunderne, men nyt for os, fortæller Kim Stiller, inden vi fortsætter ind i vinafdelingen, hvor en brun ramme ”sænker” loftet.
En række sorte lamper og brune murstensvægge skaber stemning af vinkælder. I vinafdelingen er som noget nyt et køleskab til de vine, der skal serveres kolde.
- Vi har også fået opretstående køleskabe til is. Det gør det meget mere overskueligt at se vores udvalg. Det er også det, vi hører fra kunderne, fortæller varehuschefen.
Alle køle- og frostdiske har fået låg.
- De er både noget dybere og bredere end de gamle. Det betyder, at vi ikke skal fylde op så ofte. I det hele taget ervarehuset blevet mere effektivt at arbejde i, siger Kim Stiller.
Slagtere vejleder kunderne
Frugt og grøntafdelingen er vokset til næsten det dobbelte og er med lave udstillingsborde bygget op som en overskuelig markedsplads. Mellem grøntafdelingen og den nye slagterafdeling er kølere med convenience.
- Vi har fået fire impulskølere med to typer af convenience. Noget der er klar ”to eat” og noget ”to heat”, fortæller Kim Stiller.
Han er ekstra glad for at vise den nye slagterafdeling frem.
- Som noget nyt kan kunderne se slagterne, mens de arbejder, og slagterne kan lettere have kontakt med kunderne og vejlede dem. Nu skal vi sikre, at ikke mindst vores nye kunderne oplever, at vi er troværdige. At de kan være sikre på, at bøffen er mør hver gang, at kvaliteten af både varer og service er i top, hver gang de handler her, siger varehuschefen.
Han lægger også vægt på, at kunderne altid kan være sikre på at få de varer, de går efter.
- Vi har blandt andet bevaret de høje hylder i kolonialafdelingen. De sikrer, at en medarbejder hurtigt kan finde en vare, hvis den ikke er på originalhylden. Kunden skal ikke vente på, at vi henter den på lageret. Det gør også vores arbejde mere effektivt, siger varehuschefen.
Fire selvscanningskasser
En af de afdelinger, der adskiller sig allermest fra resten af butikken, er ”Bolig og Køkken”, der ligger kort før kasselinjen. Her er gulvet af lyst birkefinér, og afdelingen er indrammet af en træramme af lyst træ.
- Vi har etableret nogle hotspot-meter med varer, som vi gerne vil fremhæve og give noget tonnage, fortæller varehuschefen og fremviser to områder. I det ene er blandt andet drikkeglas med krystallook til en tier udstillet på lyse træhylder. Bagvæggen ligner hvide mursten. Ved kasselinjen er nogle af kasserne skiftet ud med fire selvscanningskasser.
- Tidligere havde vi seks kasser, men ved at installere fire selvscanningskasser, fik vi mulighed for at etablere en ekstra kasse, så vi nu har i alt syv. Vi kan se, at flere og flere kunder betjener sig selv, siger Kim Stiller.