Nu skal kassedamen moderniseres

Salling Group 5. jul 2018 -
This describes the image
Foto: Helle-Karin Helstrand

Efterspørgslen efter convenience stiger, og så bliver det nødvendigt at gentænke detailhandlens rolle. Den traditionelle salgsassistent får nye udfordringer. I fremtiden vil det nemlig ikke være nok bare at sælge varer til forbrugere.

Salgspersonale skal i højere grad kunne hjælpe og rådgive kunderne med at sammensætte det gode måltid og selv arbejde med at lave maden. Sådan lyder det fra Salling Group, der har været med til at udvikle en ny uddannelse i convenience.

- I takt med, at køkkenet har forladt hjemmet, vil kundens efterspørgsel efter varer ændre sig. Kunden vil have behov for produkter, som er prætilberedte og nemme at tage med. Det vil være noget, de forventer som en del af udbuddet i den traditionelle detailhandel, siger Jon Skålerud, HR senior manager i Salling Group.

- Virkeligheden er, at fødevarehåndværk, salg og handel er smeltet sammen.

Forbereder til fremtiden

Som medlem af fagudvalget for detailhandelsuddannelsen har Jon Skålerud været med til at udvikle en ny uddannelse, der går i luften 1. august. En uddannelse, der skal give slagseleverne bredere kompetencer i forhold til madtilberedning såvel som kundeservice.

- Vi har taget nogle grundige snakke med vores fagfolk og stillet skarpt på, hvilke kompetencer det kræver at arbejde med convenience. Og så har vi prøvet at tage de lange briller på og spurgt vores kæder, hvor de gerne vil hen, siger Jon Skålerud og fortsætter:

- Vi har brug for medarbejdere, som kan tænke, udvikle og eksekvere i spændingsfeltet mellem salg og måltidsoplevelser. Vi skal ikke bare give eleverne funktionelle kompetencer til at fungere i dag, vi skal også give dem de kompetencer, der skal til for at udvikle detailhandlen og tilpasse den virkelighed, der kommer i morgen og i overmorgen, lyder det fra Jon Skålerud.

Dannelse og uddannelse

Mere konkret skal elever på den nye uddannelse beskæftige sig med bl.a. koncept, butik og produkt foruden conveniencemad. Eleverne har desuden også mulighed for at fokusere på coffee shop og bageriudsalg.

- De skal kunne det merkantile håndværk, og så skal de kunne producere conveniencevarer på et vist niveau, siger Salling Groups HR senior manager.

Ifølge ham er det vigtigt, at de kommende convenienceelever lærer generel dannelse inden for det fagområde, de skal arbejde i, snarere end kompetencer til at udføre specifikke funktioner.

- De skal have mindsettet, dannelsen og fundamentet. Allerede inden de er færdige, er der krav om nye funktionelle kompetencer, derfor giver det ikke mening at fokusere på dem. Men smagen, forståelsen for processerne, salgsteknikker, rådgivning af kunden er varig læring og varige kompetencer, som vil gavne dem hele deres karriere, siger han.

Planen er, at Salling Groups convenienceelever skal indsættes i Føtex’ og Bilkas bagerafdelinger samt i Salling.

Jon Skålerud mener, der er for tidligt at sætte tal på, hvor mange convenienceelever Salling Group forventer at tage, men han forventer at kunne sætte de første elever ind i løbet af efteråret.

HK Handel og Dansk Erhverv nedsatte for ca. et halvt år siden et fælles digitaliseringssekretariat.
Sekretariatet har til opgave at ”analysere udviklingstendenser og kompetencebehov” i handelsbranchen.
Første konkrete initiativer er de to handelsspecialer convenience og digital handel.

Opdateret 10. nov 2020