Nettos prestigeprojekt tilbage på sporet med fornyet kraft
Godt fem måneder efter coronakrisen for alvor fik tag i Danmark, kan Michael Løve, direktør i Salling Groups discountkæde Netto, nu gøre status over fremdriften i kædens til dato største projekt - ombygningen og renovering af over 1500 butikker i Danmark, Polen og Tyskland til ét samlet koncept kaldet 3.0.
En overgang betød krisen, at prestigeprojektet - ligesom store dele af forretningen generelt - blev sat i bero, mens man overvejede det næste skridt. - Som resten af samfundet trykkede vi på ”pause-knappen”, da corona ramte.
Ingen vidste, hvad der ville ske. Der var en reel nervøsitet for, om ressourcerne var tilstrækkelige og sygefraværet tilstrækkelig lavt til både at holde åbent i kædens butikker og sideløbende indfri ambitionerne for projektet, lyder det kontant fra Michael Løve til Dansk Handelsblad.
Har indhentet det tabte
Nu er det i stedet blevet tid til at gøre status - og projektet er for længst kommet tilbage i gear, lyder det fra Michael Løve. Ved lanceringen i sommeren 2018 lød det, at alle 512 butikker herhjemme skulle gennemgå en konvertering til det nye koncept inden ultimo sommeren 2023.
Ser man på antallet af ombyggede butikker på nuværende tidspunkt, kan det virke som om, Netto er et stykke efter tidsplanen. Det er dog langt fra tilfældet, og Michael Løve tager det med ophøjet ro, selvom projektet alene i Danmark ifølge Netto-chefen vil koste på den gode side af 2 mia. kr., når de sidste butikker er konverteret.
- Vi har allerede indhentet det hul, der opstod i starten af corona og er nu oppe på 134 konverterede butikker. Ser man på selve tidsplanen, har vi fra starten løbende øget tempoet, så ambitionen lever i bedste velgående, lyder det fra Michael Løve.
- Fra vi lavede den første butik til nu, er vi blevet væsentligt klogere på processen. Faktisk i sådan en grad, at hvor vi i starten brugte omkring syv uger på at konvertere en butik, er vi nu nede omkring 3,5 uger, siger han med henvisning til, at man nu konverterer butikker i et væsentlig højere tempo, end det var muligt i starten af projektet.
Hurtigere og billigere
I skrivende stund er 134 af de danske butikker konverteret til det nye 3.0 koncept, og Michael Løve forventer, at kæden ved årets udgang når op på 175 butikker. Herfra er det målet at konvertere op mod 100 butikker i 2021, mens den reducerede ombygningstid - og generel optimering af processen i forbindelse med ombygningerne - gør, at man gerne skulle nå de resterende inden deadline i 2023.
- Halveringen af lukketiden per butik betyder også, at prisen for en konvertering er reduceret med 30-40 pct. Alt i alt betyder det, at vi kan øge tempoet og nå målsætningen om alle butikker konverteret inden for fem år, siger topchefen og forklarer, at Netto i dag konverterer flere butikker med en mindre organisation efter sidste år organisationstilpasning.
Nettos tidligere direktør Brian Seemann Broe luftede tilbage i maj 2019 en ambition om 550 butikker ultimo 2020. Hvor er vi henne i den kalkule - og hvordan harmonerer det med konverteringsplanen?
- Det når vi ikke, men vi tror på, at der er plads til det hidtidige mål om 600 Netto- butikker herhjemme. Vi har i år åbnet 15 nye butikker, hvor nogle enkelte er erstatninger for gamle. Næste år rammer vi cirka det samme antal – så vi vil støt og roligt nærme os de 600 butikker, siger Michael Løve.
Den kreative proces
De foregående to år har Netto blandt andet brugt på at ”finde den helt rigtige formel” for det nye Netto.
- Fra vi lavede den første butik til nu, er der sket mange iterationer af konceptet. Vi har blandt andet arbejdet en del med lyset, som i de første butikker er markant anderledes end i de seneste. De første butikker var også en kende for mørke i farven, men vi har efterhånden ramt de rigtige nuancer, forklarer Michael Løve.
- Det kan lyde banalt, og de fleste kunder vil ikke kunne sætte ord på forskellen mellem en gammel, renoveret butik og en ny. Men du vil mærke det. Vi har sågar i byen Osted midt på Sjælland lavet en hel ny 3.0 i en meget lys, næsten hvid, farve. Bare for at se, hvilken stemning det giver. Det er ikke lykken. Vi har arbejdet meget med at balancere discount-udtrykket og atmosfæren i butikken, så det ikke bliver ”ekslusivt”, men ”rart” og vi synes efterhånden, den er ved at være der.
3.0-konceptet indebærer, udover den visuelle overhaling af butikkerne, at frugt og grønt rykkes frem i butikken, der tyndes ud i mængden af spot-varer, og den generelle stemning i butikken højnes og gøres ”rarere”. Det har senest kastet titlen som ”Årets Retailer” fra Mærkevareleverandørerne (MLDK) af sig.
For Michael Løve er det også vigtigt, at de ansatte køber ind på konverteringen og ambitionerne for ”det nye Netto”.
- Du kan hurtigt stirre dig blind på processer og tal for, hvor langt vi er i ombygningen af butikker, og hvor effektivt det sker, men hvis vi ikke får medarbejderne med, betyder det ikke alverden. De skal involveres i processen og have medbestemmelse, i forhold til hvordan den skal drives fremadrettet. Ellers kan din butik se nok så fin ud, men den daglige drift vil lide, og så er det ligegyldigt. Glade medarbejdere giver en velfungerende butik.
Udenlandske eventyr
Det er ikke kun i Danmark, at Netto lige nu investerer utallige millioner i den gennemgribende konvertering fra gammel til nyt. I Tyskland startede man en smule senere med at konvertere kædens 340 butikker, hvorfor man er en smule efter Danmark.
Det polske marked er med Michael Løves ord ”mere eller mindre er på højde med Danmark” rent antalsmæssigt. Til gengæld venter der en større opgave i Polen. Her afventer Netto blot på, at handlen med britiske Tesco godkendes af konkurrencemyndighederne, hvilket formentlig sker omkring nytår.
Det betyder både 301 flere butikker til den polske Netto- familie, som derved vokser til 687 butikker, og samtidig et behov for hurtigst muligt at ”assimilere” de mange nye butikker.
- Vi kommer til at skulle gennemføre en hastig konvertering af de her butikker. Men det kommer i dén grad til at booste vores tilstedeværelse i Polen, siger Michael Løve.
- Det bruger jeg en stor del af min tid på lige nu, så vi er bedst muligt forberedt, når dagen kommer. Da vi overtog Kiwi i Danmark lukkede hele kæden. Vi konverterede efterfølgende ca. 40 butikker på et halvt år. I det her tilfælde driftes den enkelte butik videre i op til 18 måneder som Tesco-butik, indtil ”det bliver den enkelte butiks tur” til at blive konverteret til en Netto.
Selv med lige i underkanten af 700 butikker understreger Michael Løve, at Netto stadig er en mindre spiller i det polske marked. Men det er et trinbræt til større muligheder fremover.
- Det vil gøre forretningen godt at få den ekstra penetration i Polen. Her i Danmark kender alle Netto, men vores største konkurrent i Polen har over 3000 butikker, siger Michael Løve med henvisning til den polske dagligvarekæde Biedronka, som ejes af det portugisiske selskab Jerónimo Martins.
- Vi opnår en øget gennemslagskraft. Der er masser af plads til at vokse i Polen og tilføjelsen af Tesco-butikkerne, når alle egnede er konverteret, sender os nok op i top 5-6 stykker, lyder det.
Hvorfor er det vigtigt, at du som direktør er involveret i alle aspekter af både drift og ombygning - især i Danmark - i stedet for, alene, at fokusere på de store linjer for kæden?
- Der er behov for, at topledelsen engagerer sig. Som kæde bruger vi langt over 2 mia. kr. på at konvertere butikker alene i Danmark, og når du investerer i den størrelsesorden, skal det fylde på mit bord. I detailbranchen er det meget vigtigt at fokusere både på det strategiske, taktiske og helt operationelle. Det er de små detaljer, som møder kunden, og hvis ikke du kan forholde dig til detaljerne, kan du ikke forholde dig til det, der møder kunderne i dine butikker. For dine beslutninger er ikke bare én ændring i én butik, det er én ændring i alle dine butikker, og det påvirker dem alle - om du taler 500 eller 1500.