Netto vil udbygge forretningen i det gamle Østtyskland

Salling Group 23. sep 2020 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Flere års status quo i antallet af tyske Netto-butikker ser nu ud til at være slut.

Discountspilleren skruer nu op for ambitionerne og har indledt jagten på nye placeringer til op mod 50 butikker. Det fortæller kædens topchef Michael Løve til Dansk Handelsblad.

Ifølge Michael Løve har Nettos - i tysk kontekst - beskedne størrelse på 342 butikker blandt andet gjort, at man sammenlignet med større konkurrenter hurtigere har kunnet implementere en dækkende coronaindsats,- hvilket han tror, har smittet positivt af på kundernes opfattelse af kæden.

- Vi har, tror jeg, fået lidt medvind i Tyskland som følge af vores coronahåndtering, hvor vi er den kæde, som har forbedret vores image mest under krisen. Ledelsen i Tyskland har generelt reageret hurtigt på corona, og kædens størrelse har gjort det en smule nemmere at skaffe masker og håndsprit nok til alle butikker. På den måde har vi sikret en ensartet indsats på tværs af delstaterne. Samtidig har vi kunnet trække på erfaringer og ressourcer fra Netto i Danmark og Polen, siger Michael Løve.

At Netto i løbet af krisen har forbedret sit image, er blandt konklusionerne i den seneste rapport ”Kundenmonitor Deutschland 2020” fra analyseinstituttet ServiceBarometer AG, som løbende tager temperaturen i tysk dagligvarehandel.

Samarbejdet på tværs af kædens markeder har blandt andet betydet, at klistermærker produceret til gulvarealet ved kasseapparaterne i eksempelvis Danmark har kunnet ”genbruges” i Tyskland sammen med kundeadskillerne i plastik for enden af kassebåndet, som de tyske butikker hurtigt kopierede, lyder det fra Michael Løve.

- Netto i Tyskland var også de første til at sætte bekyttelsesskærme op mellem kunder og personale. Alt i alt har vi i tysk kontekst været rigtig hurtigt ude med tiltag.

Ekspansion og konvertering

Ambitionen om at føje 50 butikker til kæden lægger sig i kølvandet på den allerede i gangværende konvertering af de tyske butikker til Nettos 3.0-koncept.

Et arbejde, der - ligesom i Danmark - skal stå færdigt inden ultimo sommeren 2023.

- På nuværende tidspunkt er vi på 91 konverterede butikker i Tyskland, og det forløber efter planen, siger Michael Løve.

Dermed er kæden godt en fjerdedel af vejen i konverteringen af de nuværende 342 butikker, som beskæftiger over 6000 medarbejdere og omsætter for over 1 mia. euro årligt.

En omsætning, der sender kæden op i top 20 over de største fødevare-detailhandlere i Tyskland. T

ilføjelsen af op mod 50 butikker i de kommende år betyder dog ikke, at Netto begynder at trække forretningen mod vest fra de nuværende placeringer, som primært befinder sig i de tidligere østtyske delstater og enkelte større byer uden for det gamle DDR.

- Vi begynder ikke som udgangspunkt at rykke mod vest. Der er stadig rigeligt at tage fat på i det gamle øst. Vi har 342 butikker lige nu, og vi skal være mere konsoliderede dér, inden vi overhovedet begynder at overveje at rykke vestpå.

Opdateret 10. nov 2020