Netto vil gøre økologi billigere
Netto styrker sit store salg af økologi og lancerer en ny serie af økologiske fødevarer under navnet Øgo.
Danskerne vælger i stigende grad økologiske varer, og Netto ligger i førerfeltet som forhandler af økologi.
Selvom danskerne køber flere og flere økologiske varer, er efterspørgslen endnu større, idet fire ud af fem danskere ifølge Netto ville købe mere økologi, hvis prisen var lavere.
For at imødekomme den store efterspørgsel efter prisvenlig økologi lancerer Netto den nye serie Øgo. Den omfatter fra starten mere end 135 nye økologiske fødevarer, og serien vil løbende blive udvidet.
- Vi er hele tiden i dialog med vores mange kunder, og de fortæller helt overordnet, at de ønsker mere økologi til gode priser. Med afsæt i det har vi udviklet vores nye Øgo-serie. Vi er landets største forhandler af økologi og har allerede et meget stærkt udvalg af økologi, og med Øgo sætter vi endnu mere tryk på økologien i Netto, siger landedirektør i Netto i Danmark, Brian Seemann, i en pressemeddelelse.
En række af produkterne i Øgo-serien er blevet testet i Netto-butikkerne gennem 2016 med positive tilmeldinger fra kunderne.