Netto udvider scan-selv-med-mobilen til flere byer

Salling Group 21. feb 2020 -
This describes the image

Det er ikke noget, Salling Groups discountkæde Netto reklamerer ret meget med, men rent faktisk har det i et års tid været muligt for en lille del af kædens kunder at scanne deres varer med mobilen og dermed springe køen over.

I maj sidste år blev en test af selv-scanning med mobilen i én Aarhus-Netto rullet ud i yderligere fire aarhusianske butikker, og nu er flere byer kommet med i testen.

Ifølge Nettos website kan kunderne nu i 17 forskellige butikker afprøve Scan&Go, som konceptet hedder i Salling Group. Butikkerne ligger blandt andet på Frederiksberg, i Aalborg, i Juelsminde og i Nørre Alslev på Fyn.

Da testen blev udvidet i Aarhus, sagde daværende kædedirektør Brian Seemann til Dansk Handelsblad:

- Det kan lyde meget interessant på papiret, at man kan scanne med mobilen. Men brugeroplevelsen er det afgørende. Det er den, vi tester. Kunderne skal tænke wouv. Derfor tester vi i fem forskellige butikker med forskellige kundetyper.

De nytilkomne butikker ligger da også i forskellige områder af landet med meget forskellige kundegrupper. Kunden benytter på samme måde som i Coops butikker en app og scanner varerne løbende.

Med en QR-kode betales ved udgangen, inden kunden forlader butikken via en låge med hjælp fra en QRkode. Salling Group tilbyder kunderne scan selv-kasser i både Føtex og Bilka, og det har også været afprøvet i Netto for adskillige år siden - nemlig fra 2010 til 2012.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Salling Group om testen og de videre planer.

Opdateret 10. nov 2020