Netto Tysklands nye landechef kommer fra Metro
Siden januar i år har Allan Jensen været konstitueret landechef for Netto Tyskland, men fra 1. februar 2020 erstattes han af tyske Ingo Panknin.
Allan Jensen blev konstitueret, da Salling Group valgte at flytte landechef siden november 2016 Torben Godskesen fra stillingen og til en position som finansdirektør.
Ingo Panknin har en lang karriere i detailhandlen i Tyskland bag sig. De seneste to år har han været ansvarlig for own brand development hos Metro Group. Før det var han i Aldi Süd i næsten 20 år, først som area manager og senest som Group Buying Director, fortæller Salling Group.
– Ingo har en stærk forståelse for det tyske marked, og han bringer sin erfaring med til vores indsats for at styrke Netto Tysklands kommercielle profil med det nye 3.0-koncept og forbedre sortimentet, siger Michael Løve, Executive Vice President for Netto.
Allan Jensen vender tilbage til sit job som CIO for Salling Group, når han har overdraget til Ingo Panknin.