Netto på Ærø har de mest tilfredse kunder i hele landet
-
Discountkæden planlægger at åbne sin butik nummer to på den sydfynske ø i påsken 2025
Mens Marstal venter på, at der kommer en Netto til skipperbyen på Ærø, så har købstaden Ærøskøbing for længst budt velkommen til discountbutikken.
Nu er den kåret som kædens bedste i landet til kundeservice.
Ordenssans, imødekommenhed og et mål om hver dag at give kunderne en god indkøbsoplevelse er nøgleordene for Preben Therkelsen (billedet), der er butikschef i Netto i Ærøskøbing. Det skriver Fyns Amts Avis.
Udover at Netto i Ærøskøbing har de mest tilfredse kunder blandt alle landets Nettobutikker, og så er butikken også kåret som regionens bedste Netto-butik.
- Vi prøver selvfølgelig hele tiden at hjælpe kunderne, være i godt humør og hilse på. Ganske gedigen gammeldags kundeservice, men også den friske af slagsen er velkommen, siger Preben Therkelsen til avisen.
Butikkerne bliver målt på flere forskellige parametre i regionens interne kåring. Og her indgår kundemålingen som et delelement. Derudover kan det være overholdelse af budgetter, madspild, indtjening, og hvordan medarbejderne præsterer og samarbejder.
Det er Søren Hvidtfeldt Rasmussen, én af Nettos fire distriktschefer på Fyn, som har indstillet Netto i Ærøskøbing til titlen som bedste butik i regionen, som dækker det sydlige Jylland, Fyn og Sydsjælland. Butikken i Ærøskøbing var i tæt opløb med regionens nominerede butikker i Dyrup ved Odense og Taulov nær Fredericia.
Regionschef Sebastian Vinther fremhæver vinderbutikken for sin evne til at møde kunderne med overskud og nærværd i et lokalsamfund, der svinger mellem stille vintre og travle somre.
Til efteråret er Netto i Ærøskøbing med i konkurrencen om at blive årets Netto-butik i en dyst med samtlige fire regioner i Netto.
Ifølge Ærø Dagblad har Netto købt en ejendom på havnen i Marstal i forberedelserne til at åbne deres butik. Oprindeligt var ifølge mediet planen, at Netto skulle åbne i år. Men nu er påsken 2025 ifølge mediet det realistiske bud.
Udover Netto så har Ærø af større dagligvarebutikker SuperBrugsen i Marstal og Dagli'Brugsen i Søby i øens modsatte ende. Let-Køb i Marstal har sidste åbningsdag den 28. februar.