Netto-medejer rykker i Storbritannien

Salling Group 12. jan 2016 -
This describes the image
| Sainsbury's topchef Mike Coupe (th.), der her ses sammen med kollegaen i Dansk Supermarked Per Bank, har god grund til at at smile. Sainsbury's oplevede vækst frem mod jul som den eneste af 'de fire store' i britisk dagligvarehandel. Arkivfoto: Christoph

Sainsbury’s trækker fra Walmart-ejede Asda som nummer to på det britiske marked.

Før var det mere enkelt: I lang tid gik alle de fire største på det britiske marked tilbage, mens discountkæderne Aldi og Lidl vandt markedsandele.

Men i løbet af sidste år blev billedet mere broget, og da analysevirksomheden Kantar offentliggjorde markedsandele midt i december var det blevet mere tydeligt, at kampen om andenpladsen på markedet for tiden falder ud til fordel for Sainbury’s - Dansk Supermarkeds Netto-partner i landet.

I julehandelens første faser gik Sainbury’s lidt frem til en markedsandel på 16,7 pct. efter en salgsvækst på 1,2 pct., mens den Walmart-ejede rival Asda tabte mere end dobbelt så meget marked med 0,5 procentpoint til 16,2 pct.

Tesco dykker til 28 pct.

Asda mister omsætning i præcis samme tempo som markedets nummer et, Tesco. Begge var gået 3,4 pct. tilbage i Kantar-målingen i december, og det indebærer, at Tesco nu fortsætter sin rutsjetur og er nede på 28,0 pct. af markedet - mod 29,1 pct. året før.

Vinderne er igen de internationale tyske discountkæder Aldi og Lidl. Lidl har overtaget rollen som hurtigst voksende med en omsætnings-fremgang på 17,9 pct. på årsbasis mod Aldis 15,4 pct. Til gengæld er Aldi fortsat størst med en markedsandel på 5,6 pct., mens Lidl har 4,4 pct.

Også den britiske version af Coop og højprofilkæden Waitrose var på vinderholdet - dog med mindre fremgange til hhv. 6,2 pct. og 5,1 pct. af markedet.

Opdateret 10. nov 2020