Netto lukker sin onlinebutik Fillop

Salling Group 28. okt 2020 -
This describes the image
Foto: Helle-Karin Helstrand

"I går har vi meldt ud, at vi lukker Nettos online abonnementsløsning på basisvarer - Fillop".

Den meddelelse kommer Nettos direktør Michael Løve med på LinkedIn.

For godt et år siden indledte Salling Group i regi af sin discountkæde Netto et forsøg med en onlineshop, der alene leverede nonfood-varer og et udvalg af tørkolonial.

I mellemtiden har Salling Group introduceret et onlinesupermarked med fuldt sortiment i Føtex.

Derfor lukker Netto nu Fillop.

"Det kan virke som et underligt tidspunkt at lukke en onlineløsning midt under Coronakrisen, for Fillop vokser og tiltrækker nye kunder hver dag. Men i enhver forretning er det vigtigt man koncentrerer sin indsats der, hvor man kommer længst. Fillop var en test af, om kunder efterspørger at få deres ikke nedkølede dagligvarer leveret til døren på abonnement. Det gør de. Men når kunderne ikke handler i en fysisk Netto, så efterspørger de i højere grad en løsning, hvor de kan få alle varer," forklarer Løve på LinkedIn.

Han fortsætter:

"Det kan de på BilkaToGo og føtex.dk (snart med hjemmelevering) og vi kan se, at potentialet her er stort. Derfor koncentrerer vi i Salling Group indsatsen her nu".

Han lover, at koncernen vil forsøge at få ansat de medarbejdere, der bliver ledige, i andre stillinger.

Opdateret 10. nov 2020