Netto lukker et hul på den sjællandske nordkyst

Salling Group 12. okt 2022 -
This describes the image
Butikschef Nicolai Egebjerg Jensen, Netto i Smidstrup. Foto: Flemming Effersøe
  • Nicolai Egebjerg Jensen har fået ansvaret for kædens nyeste flagskib

Nicolai Egebjerg Jensen, 27 år, har fået sin drømmebutik i Netto.  Han var med til at åbne den helt nye butik på Smidstrup Strandvej ved Gilleleje den 25. august - få hundrede meter fra en Coop 365, som var en af de første butikker i den konkurrerende nye discountkæde. Den åbnede i begyndelsen af 2021.

Den nye Netto lukker et hul på den sjællandske nordkyst, hvor kæden i forvejen har butikker i Hornbæk, Dronningmølle, Gilleleje, Blistrup og Vejby.

Den nye butik nær Gilleleje er nummer 530 i rækken hos Salling Group, hvor 285 butikker (opgjort den 22. september) er omstillet til det nye koncept 3.0 med ny indretning, nye farver og fokus på frugt og grønt og nemme måltider.

Butikken er blandt de i alt 85 butikker, som Netto enten bygger, bygger om eller renoverer i 2022. Det er målsætningen, at samtlige Netto-butikker inden for de næste fem år skal renoveres eller omstilles til det nye koncept.

Kæden har i år åbnet nye butikker i Brande, Engvej på Amager, Blåvand, Holbæk og den næste i rækken er i Brabrand ved Aarhus.

Varespejlet

Da Nicolai kommer fra kontoret ud i butikken efter interviewet, er hans øjne som en radar, der scanner nye huller i varespejlet, som fotografen ellers kunne risikere at tage billeder af.

This describes the image

Nicolai tager nogle hurtige skridt over mod vinen og trækker flaskerne frem med en indbygget slæde. To rækker ad gangen med samme vin. Det er hurtig og effektiv trimning.

Med højt til loftet og store vinduer ud mod Strandvejen fremtræder ferskvareafdelingen stor og rummelig.

Langs vinduet står de skråtstillede trækasser med frugt og grønt. 

Butikschefen forklarer, at alle varer er placeret, så de befinder sig over knæhøjde og under skulderhøjde for at sikret et godt arbejdsmiljø.

Vægkøleren med fint grønt og convenience rammer afdelingen ind på den ene side, mens vinen adskiller ferskvareafdelingen fra resten af butikken. Midt på gulvet står kølemøbler med fersk kød.

Kunderne ledes fra vinen til venstre side og convenience på køl til højre videre ind i butikken, hvor rummet synes at udvide sig igen. Der er kig hele vejen ned gennem butikken. Brødet står på højre side langs ydervæggen og spotvarer til venstre ind mod butikken.

På vej ned gennem butikken fanger butikschefens blik nogle plastposer og handsker fra bake-off’en, som ligger på gulvet. Med en rask bevægelse bliver de samlet op.

Så langt øjet rækker ned gennem butikken mod bagvæggen med ost og mejeri er der ikke en stump tilbage på det rå betongulv. Nicolai Egebjerg Jensen sætter en ære i, at butikken står skarpt og ren.

Kasselinjen
Mens butikschefen bliver fotograferet, er et par medarbejdere travlt optagede af at trimme øl og vand på hylderne i den modsatte side af butikken, som fører op mod en kasseområdet med en betjent kassedisk og to udgange til Scan & Go.

Kasselinjen viser, at et par år med corona har sat sig varige spor. En plastskærm er integreret, så kassemedarbejderen bag den stadig har god øjenkontakt med kunderne, mens betalingsterminalen er placeret, så den er nem at bruge for kunden. En lille luge gør også det nemt at give bonen til de kunder, som stadig ønsker en fysisk og ikke kun en elektronisk.

De lokale kunder søger primært mod den betjente kasse. Det er lidt ældre kunder, der ikke har taget teknologien med Scan & Go til sig endnu. 

Nicolai Egebjerg forventer, at det bliver anderledes næste sommer, hvor sommerhusgæsterne fra København igen bliver en stor del af kundestrømmen. Butikken er placeret i et meget stort sommerhusområde mellem Gilleleje og Rågeleje, hvor omsætningen på de bedste sommerdage ligger meget langt over hverdagens omsætning uden for sæson.

Medarbejdertallet vil næste sommer blive skaleret op fra 12 til det dobbelte, lyder forventningen fra butikschefen, som med åbningen sidst i august endnu har til gode at teste butiksanlægget på de travle sommerdage.

Åbningsfest

This describes the image

Med en fortid som souschef i Netto i Dronningmølle har han erfaring med rytmer og rutiner på den sjællandske nordkyst, hvor den første top kommer til påske. Det gælder om at have mandskab klar til at håndtere de rette varer i de rette mængder og have styr på de kategorier, som igen blive vækket til live efter at have ligget mere eller mindre i dvale igennem vinteren.

- Uden for sæson er vi typisk en kartoffel- og medisterbutik. På åbningsdagen solgte vi 50 kolli medister på halvanden time. Det var helt vildt, siger Nicolai Egebjerg Jensen.

- Sammenlignet med andre åbninger fik jeg at vide, at der var usædvanligt mange som stod i kø for at være blandt de første til vores åbningstilbud. Vi fik en god start, og det er min opgave at bygge videre på det, siger Nicolai Egebjerg Jensen.

Studie blev vekslet til butikskarriere

Butikschefen kunne ikke få ligningen til at gå op, før han gik ”all in” på en karriere i Netto. Han bor tæt på Netto på Smidstrup Strandvej, som han fik ansvaret for, da den åbnede sidst i august. Han er vokset op i Blistrup nogle kilometer længere inde i landet.

Som 15-årig fik han et job i den lokale Netto efter skoletid. I gymnasiet mødte hans sin kæreste Trine, der havde været elev i SuperBrugsen ved siden af Netto-butikken.

- Min kæreste og jeg ville gerne blive i lokalområdet, så jeg måtte op klokken fem om morgenen for at tage ind til forelæsningerne og kom sent hjem. Jeg kunne hverken få ligningerne til at gå op i studiet eller personligt, så jeg gik på fuld tid i Netto for at få en tænkepause. Men under en ferie i Spanien blev jeg ringet op af butikschefen, som tilbød mig et job som souschef, siger Nicolai Egebjerg Jensen.

Det krævede lidt overvejelse, da det ifølge Nicolai også kræver mange timer at gøre karriere i Netto. Men det, som han sparede i transport til studiet, kunne han veksle til timer i butikken. Og på den måde endte det med, at ligningen gik op.

Siden har Nicolai vekslet mellem job som salgsleder, souschef og butikschef. Via butikker i Hørsholm og Dronningmølle er kursen blev sat mod Smidstrup, hvor han har boet siden 2020.

- Men Netto er jo en kæde, som gør det muligt at arbejde mange steder i landet. Så mon ikke jeg kommer til at få ansvaret for andre butikker på sigt. Men lige nu har jeg fokus på opgaven her i Smidstrup, siger Nicolai.

Arkitektur og kultur

Da der var åbent for ansøgning som butikschef, sendte han en – egentlig uden at forvente så meget – og fik i juli besked om, at han havde fået jobbet. 
Han glæder sig stadig over den nye butik med et det høje vindfang af glas og et tag, der som skyder sig som et skib med kølen vendt mod himlen.

De rå betongulv står markant op mod det høje butiksrum, hvor nøgne limtræsbjælker bærer tagkonstruktionen helt til kip. Søjlerne og bagvæggene er beklædt med mørkt træ. Lamper af flet giver en ”feel and look”, som gør ham stolt over at arbejde i butikken.

- Jeg har arbejdet både med kædens koncept 1.0 og 3.0. Det har været en fascinerende rejse, hvor vi har forvandlet os fra rå discount til et discountsupermarked, hvor varerne bliver præsenteret meget flottere, og hvor medarbejderne har fået et større ansvar for sammen at skabe en god kultur og gode resultater. Det hænger fint sammen for mig. 

- Vi har fokus på både præstationer og det gode arbejdsmiljø, som skal fastholde og udvikle mange af de ungarbejdere, som søger job hos os, siger Nicolai Egebjerg Jensen.

Nettos vej til Smidstrup

This describes the image

For godt fire år siden lukkede Dagli’Brugsen på Smidstrup Strandvej 65. I begyndelsen af 2021 åbnede Coop en discountbutik på grunden, der havde været planlagt som nyt Fakta-flagskib. Det blev i stedet under det nye kædenavn Coop 365.

Længere henne på gaden i nummer 49 blev en gammel Fakta-butik revet ned sidste år. Og i løbet af i år byggede Netto en butik på i alt 1.200 m2 og med 45 parkeringspladser.

Butikken er inspireret af en Netto-butik i Horsens med blandt andet skråt vindfang og mere bæredygtigt byggeri med bl.a. varmegenindvinding og mere let adskillelige trækonstruktioner, der er skabt til genbrug. 

Taget består af dansk produceret limtræ – et helt bevidst materialevalg, som har minimeret miljøpåvirkningen under fremstilling.  

Det er projekterings- og udviklingsfirmaet Innovator, der har opført bygningen på vegne af Salling Group.

- Butikken i Smidstrup har fået det allernyeste grej, og det gælder f.eks. kølemøbler, kassesluser og hybridkasser, siger udviklingschef Carsten Hadsbjerg, Netto og tilføjer:

- Der er ikke andre butikker end den i Horsens, hvor vi er gået den lange vej med en DGNB Guld-certificering (miljø- og klimacertificering).  Men både Skallebølle ved Odense og Blåvand ved Esbjerg er bygget efter modellen og tankegangen.

Ifølge udviklingschefen er der flere certificerede butikker som den i Horsens på tegnebrættet. 

This describes the image
Opdateret 21. okt 2022