Netto-konkurrent vil købe over 40 Kiwi-butikker
Discountbutikker er en ualmindelig attraktiv handelsvare, hvis man skal dømme ud fra konkurrenternes interesse for de over 80 Kiwi-butikker og -projekter, som Dagrofa har sat til salg.
Dansk Supermarkeds markedsleder Netto har allerede meldt sin interesse ud for omkring 40 af Kiwis butikker, men det antal bliver faktisk overgået af en konkurrent.
Koncernchef i Kiwi-ejer Dagrofa, Per Thau, fortæller over for Dansk Handelsblad om en voldsom interesse for mange af butikkerne.
- Der har været interesse for dem fra samtlige dagligvareaktører. Alle uden undtagelse har budt ind med interesse for et betragteligt antal butikker. Og Dansk Supermarked er ikke dem, der har budt ind med flest, siger Per Thau.
Han vil dog ikke sætte navn på den kæde, der har budt på flere end Netto.
- Det er en overvældende interesse, og det er vi positive over for. Det betyder, at vi måske kan komme bedre ud af de huslejeforpligtelser, vi har. Og vi er også glade for, at det giver arbejde til nogle af de medarbejdere, vi har opsagt rundt omkring, siger Dagrofas koncernchef.
Fortrinsret for købmænd
Der er imidlertid en gruppe af købere, som står først i køen, når det i løbet af den kommende tid skal afgøres, hvilke kæder, der løber af med hvilke butikker. Det er Dagrofas egne købmænd.
- Vi kommer til at prioritere vores egne købmænd. Der er også en del af dem, der har budt ind på butikker. Det er meget positivt, for vi vil selvfølgelig hellere have en Spar eller en Meny-butik ind i de lokaler, end vi ønsker at få en konkurrent ind, siger Per Thau.
- Der er ikke nogen af konkurrenterne, som får alle de butikker, de har bedt om, fordi vi prioriterer egne butikker først. Vi træffer beslutningen for hver enkelt butik, men om vi vælger at sælge dem i klumper til den ene eller anden aktør, tager vi stilling til, når vi ser buddene. Hvis en aktør generelt byder højere og med bedre betingelser for alle butikkerne, vil vi jo prioritere den aktør, siger han.
Lige omkring 1. juni er den næste deadline. Der skal køberne have afleveret konkrete bud på butiksniveau. Og det ligner på forhånd en budkrig:
- Den butik, hvor der er flest interessenter, er der otte forskellige aktører, som byder på lejemålet. Det er voldsomt. Og der er mange, hvor det er syv, seks eller fem forskellige bud. Det er meget få, hvor det kun er én.
Per Thau har ikke noget overblik over, hvornår alle butikkers fremtid er afgjort. Men det må gerne gå stærkt.
- Vi ønsker at være langt med det her, inden vi går på sommerferie, siger han.