Netto klør på med nyt koncept – nu også i Tyskland
Et af discountkæden Nettos vigtigste nye våben i konkurrencen, det opgraderede koncept 3.0, har nu haft premiere i alle de fire lande, som kæden har butikker i.
Som det seneste land i rækken er Tyskland nu også kommet med - med hele to åbninger. En sidst i marts og den seneste 3. april i Neubrandenburg nord for Berlin. Den første var en relativt ny butik, som kunne forvandles til en 3.0'er uden den fulde investering, mens den i Neubrandenburg er gennemgribende ombygget.
Dermed er der primo april i alt 28 Netto 3.0-butikker, heraf langt de fleste - 20 - i Danmark, fem i Polen, en enkelt i Sverige og altså to i Tyskland.
Ikke helt overraskende kan Jeff Salter, der som senior director i Netto International er den øverste ansvarlige for konceptet, melde om en positiv modtagelse i alle fire lande.
- Man kunne tro, at konceptet måske var for lækkert til Polen. Men det har ikke været tilfældet. Også de polske kunder tager rigtigt godt imod det, siger Jeff Salter.
Yderligere 100 butikker i år
Med de første 28 på plads i år er der stadig lidt over 100 butikker tilbage, som enten skal have den helt store moderniseringstur, nyetableres eller flyttes. 130 er målet inden årets udgang. I alt er der afsat en rund mia. kr. til det meget ambitiøse 3.0-projekt i år.
Igen er det hjemme i Danmark, at der kommer flest butikker til i det nye koncept - 70 - men det giver altså stadig 60 udenfor landets grænser.
Polen, der sammen med Sverige er de to markeder udenfor Danmarks grænser, som Salling Group satser mest på med Netto, får 40 toptunede butikker i det nye koncept, mens det bliver til 10 i Sverige og 10 i Tyskland.
I udlandet er det nye koncept baseret på de samme grundelementer som herhjemme - med blandt andet stærkt øget fokus på frugt og grønt, convenience og fersk kød.
Vækst i nye butikker
Jeff Salter lægger særligt vægt på den ekstra energi, som det giver de ansatte i butikkerne at være med i en konverteringsproces.
- Personalet i hver af de nye butikker har taget fantastisk godt imod forandringerne – de ændrede rutiner, nye produkter, ny uniform. Særligt reduktionen af spot-produkter er kærkommen – og det giver gladere medarbejdere med god energi. Og så siger det næsten sig selv, at det er sjovt at arbejde i en butik, som kunderne reagerer positivt på, siger han.
Når det kommer til det måske allervigtigste forhold i forbindelse med Nettos konverteringer, omsætningsudviklingen i 3.0-butikkerne, bliver Jeff Salter mere tilbageholdende. For nogle måneder siden har Nettos danske landechef, Brian Seeman Broe, imidlertid været på banen med en melding.
- En Netto, der er bygget om til vores nye koncept, vækster på salget med godt 10 pct., ja, mere end det, sagde Brian Seemann til Dansk Handelsblad tilbage i december.
- Vi er ikke utilfredse med udviklingen, siger Jeff Salter efter lidt betænkningstid.
Læs også: Nettos nye indretning øger salget med over 10 pct.