Netto kårer årets økolog

Salling Group 21. aug 2017 -
Netto kårer årets økolog i samarbejde med Økologisk Landsforening. Foto: Netto
Skrevet af: Søren Tougaard

Tiden er inde til at hylde de danske økologer, der er hovedårsagen til, at danskerne har et bredt udvalg af økologiske varer at vælge imellem. Derfor har Netto, i samarbejde med Økologisk Landsforening, udvalgt otte økologiske landsmænd, som i august og september dyster om at blive Årets Økolog 2017.

Udover titlen vinder den heldige økolog en præmie på 100.000 kroner, som er øremærket til at udvikle økologens landbrug.

- Netto oplever en stigende efterspørgsel fra kunder på økologiske varer. Derfor ligger det os naturligt, at fortælle danskerne historien om de landmænd, der er hovedårsagen til at Netto hver dag har mere end 350 økologiske varer på hylderne. Vi ønsker at hylde det mod som økologerne har, når de omlægger fra konventionel landbrug til økologisk landbrug, siger landedirektør hos Netto Brian Seemann Broe.

Forbrugerne finder vinderen
De otte kandidater er udvalgt, så de repræsenterer forskellige områder af Danmark, forskellige økologiske produkter og har en spredning på alder og køn. Fælles for dem alle er deres passion for økologi og et brændende engagement i deres landbrug. Og vinderen findes af forbrugerne selv.

- Det er herligt, at Netto har taget initiativ til at hylde de økologiske producenter. Økologerne knokler hver dag for at forsyne danskerne med sunde, rene fødevarer, som er produceret på en måde, der skåner vores natur og grundvand for sprøjtegifte, og som samtidig sikrer dyrene et godt liv, hvor de kommer ud under åben himmel. De fortjener i bund og grund alle sammen en pris. Men det bliver spændende at se, hvem danskerne mener, der skal vinde titlen som Årets Økolog, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Opdateret 10. nov 2020