Netto går mod 200 svenske butikker
Set i lyset af Dansk Supermarkeds ambitioner om at fordoble discountkæden Nettos internationale omsætning, er det gået temmelig trægt med ekspansionen i nabolandet Sverige.
Meldinger om en tilgang på 10-15 nye butikker om året er slet ikke blevet indfriet i de seneste år.
- Vi når heller ikke det mål i 2015. Til efteråret åbner vi kun to nye butikker. Til gengæld har vi nu gang i så meget, at det fra og med 2016 er den etableringstakt, jeg regner med, siger Nettos landedirektør i Sverige, Bent Holm, til ICA Nyheter.
Det vil bringe Netto Sverige fra de aktuelt 157 butikker op på cirka 200 i 2020.
En betydelig del af forklaringen på den svenske sneglefart for Netto handler om, at discountkæden har oplevet en stribe år med dårlige resultater - ikke mindst efter, at Sverige for nogle år siden blev prøveklud for Dansk Supermarkeds implementering af standard-IT-systemet, SAP.
Det kostede særdeles dyrt i første omgang.
Men efter tre år i træk med røde tal på bundlinjen i Sverige, melder Dansk Supermarked nu om et anderledes positivt resultat for kæden i 2014.
Årsrapporten er dog endnu ikke indleveret til de svenske myndigheder.
I 2013 nåede Nettos svenske omsætning 4,6 mia. svenske kr. , svarende til 3,24 mia. kr.