Netto fordriver Rema 1000 fra Nexø

Salling Group 10. dec 2015 -
This describes the image

Rema 1000 har kæmpet mod blandt andet den tyske discountkæde Lidl om få butikker på Bornholm. Men mens Lidl nu har tilladelse til at åbne to forretninger, én i Rønne og én i Nexøs centrum, har Rema 1000 stadig ingen sikre tilladelser i hus.

Rema 1000 fik i første omgang med en dispensation fra Bornholms Regionskommune lov at bygge i Nexøs udkant, hvor Netto også har en butik, men det satte Netto sig i mod med en klage til Natur- og Miljøklagenævnet.

Nævnet har netop ophævet Bornholms Regionskommunes dispensationen.

Direktør for Reitan Ejendomsudvikling, Jan Poulsen, kalder Nettos klage for hykleri:

- Det er ærgerligt, at Netto får medhold i sin klage i Naturklagenævnet. Men samtidig er det et eklatant eksempel på hykleri, når Netto klager over den dispensation, vi fik, når Netto udmærket godt ved, at de ikke selv skulle have haft en tilladelse, siger han.

Satser på ny planlov

Rema 1000 har selv trukket sig fra en placering i Aakirkeby, da nogle borgere begyndte at gøre modstand mod placeringen.

- Men vi har ikke givet op på Bornholm. Foreløbig tyder alt på, at vi i begyndelsen af det nye år får tilladelsen til at åbne en butik ved siden af Lidls kommende placering i Rønne. Den sag ligger lige nu i Naturstyrelsen og i kommunen. Styrelsen krævede en ekstra redegørelse fra kommunen om, at der var kundegrundlag for to butikker, og den har styrelsen fået. Men det ville selvfølgelig være bedre for os rent logistisk at kunne åbne to på en gang, siger Jan Poulsen, der ønsker, at kæden får tre-fire butikker på Bornholm.

- Både politikere og borgere har taget godt i mod os. Vi har kæmpet længe og fået lavet redegørelse efter redegørelse. Men med en ny planlov, der giver kommunerne mere selvbestemmelse, tror jeg, at det lykkes, siger han.

Forventer ny placering

I Københavns nye bydel, Carlsberg Byen, har Rema 1000 de seneste tre år haft en velfungerende butik, der endda har været udnævnt som Danmarks bedste Rema 1000 i 2014. Kæden har dog hele tiden vidst, at det var på lånt tid, da bygningerne skal rives ned.

Nu har Carlsberg Byen indgået en aftale med Dansk Supermarked, der skal bygge en Netto og en Føtex på en eftertragtet placering ved den kommende Ny Carlsberg Station.

- Det er længe siden, at vi fandt ud af, at vi ikke fik en butik ved Ny Carlsberg Station. Forhandlingerne om at bygge et supermarked og en discountbutik på den adresse har været en lukket fest, som vi ikke har været inviteret med til, fordi vi ikke kunne tilbyde begge dele. Det kan de store, og ingen af dem vil lægge et supermarked ved siden af en Rema 1000, siger Jan Poulsen, der dog regner med at blive i Carlsberg Byen.

- Vi forventer at flytte vores butik i fra den nuværende placering i Carlsberg Byen og et par hundrede meter til Ny Carlsbergvej, hvilket også er en god placering, siger han.

Carlsberg Byen bekræfter, at der forhandles med Rema 1000.

- Vi har været rigtig glade for at have Rema 1000 i Carlsberg Byen. Nu har vi lukket en aftale med Dansk Supermarked, som vi er glade for, og nu arbejder vi videre med de øvrige placeringer af supermarkeder i kvarteret, og i den forbindelse har vi fortsatte drøftelser med Rema 1000, som med mange andre, om en fremtidig placering i Carlsberg Byen, siger Jens Nyhus, adm. direktør i Carlsberg Byen P/S.

Af Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk

Foto: Rema 1000

Direktør for Reitan Ejendomsudvikling, Jan Poulsen.

Opdateret 10. nov 2020