Netto fejrer 30 år i Tyskland i ekspansionshumør

Salling Group 11. sep 2020 -
This describes the image
Foto: Netto

Opdateret 11.9

I år er det helt store jubilæumsår i Salling Group. Føtex runder 60 år og Bilka 50. Det går ikke stille af.

Men ét jubilæum har vi ikke hørt så meget om endnu: Det er Salling Groups discountkæde Netto i Tyskland, der nu kan fejre, at det 14. september er 30 år siden, at kæden åbnede sin første butik i landet i en lille by ved navn Anklam, ikke så langt fra grænsen til Polen - og heller ikke langt fra den tyske Østersø-kyst.

I forbindelse med den "runde" fødselsdag har Nettos tyske direktør siden februar, Ingo Panknin, nu været ude med en melding om, at kæden genstarter en egentlig ekspansion - efter nogle år med et stabilt antal butikker.

- Vi vil vokse igen og søger egnede placeringer til omkring 50 nye butikker, siger Panknin ifølge Lebenmittel Praxis, der citerer det tyske nyhedsbureau DPA.

Skal man tro bogen ”Giganten - Fra Salling til Dansk Supermarked”, som Søren Ellemose skrev tilbage i 2006, var det en langt mere enkelt manøvre at etablere de første tyske Netto’er, end det er tilfældet i dag. Der gik angiveligt kun tre uger, fra beslutningen om at gå ind i det gamle kommunist-Østtyskland til åbningen af den første butik.

”Den første butik fik til huse i en gammel biograf, hvor Dansk Supermarked overtog hele bygningen inklusive billetluge-damen, der kom i kassen hos Netto”, hedder det i bogen.

342 butikker i tysk top 20

Baggrunden for indtoget var, at den tidligere kommunistiske såkaldte Østblok faldt sammen som et korthus efter Berlin-murens fald i 1989. Kort efter muren kollapsede den østtyske stat helt, og et veritabelt kapløb om at erobre et nyt marked satte ind, da de daværende to Tysklande blev forenet - og markedsøkonomien rullede ind i det gamle DDR.

Nettos første direktør, den legendariske Mads Krage, lagde selv et stor arbejde i den første tid i landet, og blandt Dansk Supermarkeds pionerer i Østtyskland var også en overgang rivalen Rema 1000’s adm. direktør gennem nu 15 år, Henrik Burkal.

Syv år efter etableringen af butikken i Anklam nåede Netto op på de første 100 tyske butikker, og for 15 år siden åbnede kæden lager nummer to i landet i Stavenhagen, hvor hovedkontoret også ligger i dag.

I Netto Tysklands officielle pressemeddelelse om 30 års-jubilæet siger Ingo Panknin:

- I dag er vi stolte af, at vi med vores til sammen 342 butikker og over 6000 medarbejdere frembringer en omsætning markant over en mia. euro om året, og dermed tæller med i top 20 over de største fødevare-detailhandlere i Tyskland.

Stor på regionsbasis

I et land med storaktører som Lidl, Aldi og Edeka som de førende fylder Nettos omsætning nu ikke så meget i landskabet. Men regionalt ser det helt anderledes ud. På en liste over de fem største virksomheder i delstaten Mecklenburg-Vorpommern, hvor kædens hovedsæde ligger, der blev udarbejdet af erhvervsmagasinet Manager Magasin for et år siden, indtager Netto faktisk femtepladsen.

Ifølge Lebenmittel Praxis forventer Nettos tyske direktør, at kæden lander på en omsætning på 1,1 mia. euro i år - godt 8 mia. kr.

Skiftende Dansk Supermarked- og Netto-topchefer har tit pointeret, at den danske discountkæde var det eneste udenlandske indslag, der formåede at holde sig inde på et konkurrencepræget tysk dagligvaremarked. Og det er helt rigtigt, at det er mange år siden, at selv verdens største detailhandelsvirksomhed Walmart opgav et forsøg på at indtage Europas største marked.

I dag har Netto butikker i otte delstater i Nordtyskland, bl.a. i storbyerne Berlin og Hamburg. Men selv om Tyskland hidtil har leveret den største del af Nettos udenlandske omsætning på ca. 15 mia. kr. i 2019, vil den plads snart blive overtaget af Polen, hvor Salling Group har købt den britiske gigant Tescos butikker.

 

Opdateret 10. nov 2020